Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger, at Tyrkiets forsøg på at presse EU gennem flygtninge er "uacceptabelt". Den tyske regering siger samtidig i en advarsel til potentielle migranter, der kommer via Tyrkiet, at ruten til EU ikke er åben.
- Jeg finder det fuldstændigt uacceptabelt, at præsident Erdogan og hans regering ikke har forelagt os deres utilfredshed gennem EU, men i stedet fortæller det ved at lægge byrden ud på flygtninge, siger Merkel, som mandag deltog i en konference i Berlin om migration.
Merkels udtalelse kommer, efter at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har erklæret, at han ikke længere føler sig forpligtet af en aftale med EU om at forhindre flygtninge i at bevæge sig mod EU.
Merkel pointerer, at hun er klar over, at Tyrkiet er kommet under yderligere pres som følge af situationen i Syrien.
En tysk regeringstalsmand havde tidligere mandag fastslået, at den tyske kurs står fast.
- Vi ser i øjeblikket en ekstremt foruroligende situation ved EU's ydre grænser til Tyrkiet - både til lands og på havet, siger den tyske regeringstalsmand, Steffen Seibert.
- Vi ser, at flygtninge og migranter på den tyrkiske side får at vide, at ruten til EU nu er åben. Og det er den selvfølgelig ikke, siger han.
Han fastslår, at en udtalelse fra Merkel om, at Tysklands grænser ikke igen bliver åbnet, som det skete i 2015, står ved magt.
Ved konferencen i Berlin siger EU's kommissær for migration, Margaritis Schinas, at "EU ikke vil lade sig true eller afpresse" af Tyrkiet.
De tyrkiske myndigheders meddelelser om, at landet åbner grænsen til Europa, har fået mange tusinde migranter til at strømme til den tyrkisk-græske grænse.
Der kommer også flere sejlende fra Tyrkiet til de græske øer Lesbos, Samos og Chios, som i forvejen har overfyldte lejre med migranter,
Et barn druknede mandag ud for Lesbos, da en båd kæntrede.
Næsten en million flygtninge er taget mod den tyrkiske grænse for at komme væk fra kampe i Syriens Idlib-provins. Tyrkiet huser i forvejen 3,7 millioner syriske flygtninge og migranter fra andre lande - deriblandt Afghanistan.
Erdogans regering har hidtil forhindret dem i at forlade landet og rejse videre mod EU.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP