I år har jeg kørt rigtig meget rundt i landet, og én ting, der virkelig har undret mig, er, at ældre simpelthen er meget mere synlige i provinsen end i hovedstaden. Det er jo selvfølgelig bare en observation og en undren, men når man tager med, at København faktisk har landets yngste befolkningssammensætning, er det måske alligevel ikke så underligt. Og så alligevel.
For udover at jeg havde en oplevelse af, at jeg simpelthen så flere ældre på gader og stræder, når jeg bevægede mig uden for voldene, havde jeg også en oplevelse af, at de generelt var bedre fungerende. Især fysisk.
Mænd som kvinder, der tydeligvis var på alder med eller ældre end min egen mor, som har rundet version 8.0 for et par år siden, lå på knæ og lugede ukrudt, kom cyklende i regnvejr eller gik på havnen og ordnede deres båd – noget der kræver en vis fysik, som min mor aldrig ville kunne mønstre. Det ville min lidt yngre papmor heller ikke…
Hvor er de henne?
Men mest af alt undrede det mig rigtig meget, hvor de gamle er henne i København. Jeg ser dem simpelthen ikke. Og når jeg endelig gør, kommer de oftest gående i et meget adstadigt tempo med støtte fra en rollator (eller Ferrari som min mor kalder sin) eller rigtig ofte kørende på en eldrevet handicapscooter. Hvis de kommer på sådan en, er det en rigtig god idé faktisk at se dem, hvis man ikke skal komme galt af sted, for der er fart på.
Men de ældre, der stadig kan cykle, lave havearbejde eller gå ud at handle uden støtte, dem er der langt imellem her hos mig. Og det på trods af at jeg bor i et af de ældre områder i København: Brønshøj.
Så hvor er de? Og hvad er grunden til, at jeg ikke ser dem så meget her, som når jeg kører ud af byen?
Det tænkte jeg en del over denne sommer, og jeg kom frem til, at det måske kunne handle om, at det er endnu sværere at få hjælp fra det offentlige, hvis man bor i provinsen på linje med de manglende læger, så snart man er uden for Region Hovedstaden. Måske handler det om, at man bare er nødt til at klare sig, når der ikke er hjælp at få på kommunen, eller børnene bor for langt væk til at kunne give et nap med..?
Jeg aner det ikke, og den forklaring kan jo heller ikke helt holde, da ingen af os jo er 100% herre over vores eget helbred.
Det kan måske også skyldes en sundere livsstil, eller måske bare et mere fysisk liv, når man bor i hus og altid har skullet holde tingene selv...
De er blevet usynlige
Og måske er den mest rigtige forklaring faktisk den, jeg fik, da jeg så seneste sæson af den britiske krimiserie ”Manhunt; The Night Stalker”, der er en virkeligbaseret krimiserie, bygget på Colin Suttons dagbøger om jagten på en berygtet voldtægtsmand, der hærgede i Sydøstlondon over en periode på 17 år (1992-2009), hvor han bryder ind hos og voldtager ældre hovedsagelig kvinder. Selv om politiet bruger enorme ressourcer på efterforskningen, kan de ikke finde og fange gerningsmanden.
Da det endelig lykkes, sidder de to ledende politifolk og diskuterer sagen.
Den kvindelige efterforsker i 30’erne siger:
- Min bedstemor på 92 farver stadig sit hår. Hvad der er tilbage af det. Hun siger, at man mister sin identitet, når man bliver gammel. Ingen ser dig, de ser bare en gammel person. Gråt hår, brun frakke, dårlige briller. Et får i en flok...
Chefefterforskeren, en mand på vej på pension, svarer:
- Det er derfor, det her har stået på så længe. Ofrene er usynlige.
Kvinden: - Ja, og vi andre lever i fornægtelse og tror, det ikke sker for os. Bækkener, gebis, demens, rollator. Nej tak, det sker ikke for os. Og vi nærer den løgn ved at ignorere dem. Vi bemærker dem, men vi ser dem ikke. Vi vender ikke blikket væk, men vi dvæler ikke. For de er den fremtid, vi ikke vil have og ikke kan flygte fra.
Manden: - Og vi giver dem skylden.
Kvinden: - Ja, og hvad fanden siger det om os?!
Jeg håber virkelig ikke, det er rigtigt, men måske er der noget om snakken. At gamle mennesker minder os om den fremtid, vi helst ikke vil se i øjnene. Den tid hvor både syn, hørelse og bentøj begynder at svigte. Den tid hvor vi ikke længere kan klare det hele selv.
Så derfor giver vi dem ikke bare skylden, men også den superkraft, jeg virkelig ønskede mig som barn: At kunne være usynlig.
Dén ønsker man kun, hvis det er selvvalgt, så skal vi ikke tage den tilbage? Gøre de ældre synlige igen. Jeg tror en lille ting som et venligt smil deres vej, vil betyde alverden.
Charlotte Højlund er en af Avisen.dk's faste debattører og klummeskribenter. Foto: Privat Foto: Privat