Håbet om at finde bortførte Madeleine McCann i live har fået ny næring.
En belgisk kvinde så forleden en pige, der lignede britiske Madeleine på en prik, på en restaurant i byen Tongeren. Pigen var angiveligt sammen med en engelsktalende kvinde og en hollandsk mand. Politiet tager det kvindelige vidne meget alvorligt og har frigivet en tegning af den mand, som den lille pige var sammen med.
- Vidnet har fortalt os, at pigen lignede Madeleine på en prik, og at pigen virkede meget nervøs, siger en talsmand for det belgiske politi til Sky News.
- Kvinden ringede straks til politiet, da hun så pigen på restauranten, men da hun kom tilbage til bordet var pigen og de to voksne på vej ind i en bil udenfor. Vidnet virker meget troværdig, og vi tager hendes forklaring meget alvorligt, siger talsmanden.
Den fireårige Madeleine forsvandt fra en ferielejlighed i Portugal i maj, hvor hun var på ferie sammen med sin familie. Det er anden gang, at en pige, der ligner hende er blevet set i Belgien.
1. juni henvendte et belgisk par sig til politiet efter at have set en pige, der ligner Madeleine udenfor Katedralen i byen Liege.