Den pakistanske skolepige Malala Yousafzais første tanke, da hun vågnede skrækslagen op på et britisk hospital efter at være blevet skudt i hovedet af Taliban, var "gudskelov, at jeg ikke er død.
Den 16-årige pige, der er i spil til at modtage Nobels fredspris, fortæller om sine oplevelser i en selvbiografi, hvorfra der er blevet bragt et uddrag i den britiske avis Sunday Times.
Her fortæller hun, at hun ikke var i stand til at tale, ingen idé havde om hvor hun var og var usikker på sit eget navn, da hun kom ud af et seks dage langt koma.
Hendes bog "Jeg er Malala: Pigen, der forsvarede uddannelse og blev skudt af Taliban" udkommer tirsdag. Her fortæller hun, at hun ikke husker selve angrebet.
Det sidste, hun husker fra dagen den 9. oktober 2012, er, at hun på vej til skole sad med sine venner på en bus, der skulle igennem en militærkontrol i den urolige Swat-dal i det nordvestlige Pakistan.
Venner har fortalt hende, at en maskeret mand gik om bord på bussen og spurgte "Hvem er Malala?" og så pegede et våben mod hendes hoved og affyrede.
- Jeg vågnede 16. oktober, en uge efter skyderiet. Det første, jeg tænkte, var "gudskelov, at jeg ikke er død". Men jeg havde ingen anelse om, hvor jeg var. Jeg vidste, at jeg ikke var i mit hjemland, lyder det i uddraget i Sunday Times.
Malala skriver, at hun forsøgte at tale uden held, og hendes venstre øje var stadig "meget sløret, og alle havde to næser og fire øjne".
- Alle mulige spørgsmål fløj gennem min vækkede hjerne: Hvor var jeg? Hvem havde bragt mig dertil? Hvor var mine forældre? Var min far i live? Jeg var skrækslagen.
Efter skudepisoden udførte en pakistansk militærkirurg en hasteoperation, hvor en del af hende kranie blev skåret væk og placeret under hendes maveskind, indtil det igen kunne blive placeret i hovedet.
Malala blev derefter fløjet til et hospital i Birmingham, hvor hun modtog yderligere behandling.
Malala går i dag i skole i Birmingham.
/ritzau/AFP