Hun kan ikke opdage en sag, uden at hun skal engagere sig i den, og ikke se et problem, uden at hun vil løse det. Derudover kan hun se løsninger, længe inden andre har fået øje på problemet. Der er nok dem, der vil mene, hun er den oplagte politiker.
Det mener Lonnie Busted fra Greve faktisk også, at hun er. Hun har villet være politiker, siden hun gik i niende klasse. Alligevel skulle hun blive 51 år, før hun første gang stiller op til valg, som hun gør for Alternativet til kommunalvalget på tirsdag.
Forsinkelsen skyldes, at livet i hendes unge år ikke lige formede sig, som hun havde planlagt. Hun fik to handicappede børn, som gjorde, at hun måtte prioritere familien.
- Med to børn, den ældste med muskelsvind og den yngste med en blanding af ADHD og autisme, har jeg haft mange udfordringer og skulle bruge mange kræfter privat. Det har jeg gjort, men har også lavet mange andre ting og arbejdet politisk på andre måder, siger hun.
Jeg kan ikke holde min mund!
Og det må man sige, hun har. Hun er faktisk et ekstremt eksempel på en typisk lokalpolitiker, som Avisen.dk har fundet frem til i en undersøgelse blandt de opstillede til kommunalvalget. Nemlig en politiker, som inden sin opstilling til byrådet har gjort sig gældende i alverdens råd, bestyrelser og foreninger. Med andre ord en person med engagement, overskud og visioner.
Lonnie Busted lagde ud med at sidde i elevrådet i folkeskolen, fortsatte i elevrådet på handelsskolen, fik som formand for en boligforening lige ordnet boligforholdene i den bebyggelse, hun flyttede ud i som ung, har været spejderleder samt været holdleder, årgangsleder og træner for et drenge-fodboldhold i Greve.
"Jeg er én, der ikke kan holde min mund"
Hun har siddet i bestyrelsen for en af børnenes daginstitutioner under en proces, hvor den skulle overgå til at være selvejende, hun har engageret sig i menighedsrådsarbejde og er bestyrelsesmedlem i en lokalafdeling i Danske Handicaporganisationer. Og er i forlængelse af det med i Handicaprådet. Og så videre, og så videre.
- Jeg er én, der ikke kan holde min mund. Så bliver jeg peget ud af folk, der siger, at de kan bruge mig. Og så siger jeg ja til det meste, fortæller hun.
Man får meget igen
Men man skal ikke ynke hende, understreger Lonnie Busted.
- Det er jo ikke kun surt slid. Man får en masse retur, især når man arbejder med børn. Og den glæde, man opnår ved det, giver en masse energi, siger hun.
Faktisk har hun ikke siddet i en skolebestyrelse, fortæller hun med en tone, der lyder som en undskyldning for en forsømmelse. Men hun har overvejet det, forsikrer hun.
I Lonnie Busteds egen skoletid gjaldt det som nævnt elevrådet. Hun havde kæftet op om både det ene og det andet, så da der skulle vælges én, pegede pilen hurtigt på hende.
- Det var faktisk sjovt, og det gjorde jo, at vi kunne få nogle bedre vilkår på skolen og ændre på nogle ting. Jeg husker især, at vi fik gennemtrumfet en bedre madordning, mindes hun.
Lonnie Busted har to børn.
Drømmen brast
På Handelsskolen bagefter var hun derfor selvskreven til elevrådet, og det var her, drømmen om at blive til noget inden for politik for alvor blev vakt.
- HK (Fagforbund for kontoransatte, red.) var inde over og jeg var faktisk på talerkursus og alt muligt. Det var dér, det hele startede. Jeg skulle være politiker, besluttede jeg.
Men så fødte hun sit første barn og verden begyndte at se anderledes ud, end hun havde planlagt.
Mange af de ting, hun har engageret sig i de efterfølgende år, har været for og med børnene. For eksempel fodboldholdet og handicappolitikken.
Altid plads til en ny sag
Men menighedsrådet er et eksempel på, at Lonnie Busted uanset hvor presset hun burde føle sig, alligevel har overskud til at tage nye ’sager’ på sig.
Hun tror på Gud, men er efter eget udsagn ikke dybt religiøs. Men det var nu heller ikke trosspørgsmål, der lå hende på sinde, da Lonnie Busted henvendte sig til den lokale præst.
- Jeg havde i mange år gået og tænkt på, hvordan man kunne bruge kirkerne til andet end gudstjeneste hver søndag. Jeg mener, at kirken er vigtig, men den skulle gerne bruges til mere end det. Være noget for de unge, for de ældre og dem, der af forskellige årsager ikke kan komme i den, men må blive hjemme Der skal være foredrag, koncerter og forskelligt. Da jeg så talte med præsten, sagde han, at der skulle være menighedsrådsvalg og spurgte, om det ikke var noget for mig, fortæller hun.
Lonnie Busted blev nu ikke valgt, men blev dog suppleant og kom med i kirkens aktivitetsudvalg. Her har hun foreslået en indsamling og uddeling af aflagt legetøj til dem, der kommer i kirken for at få julepakker.
Politikere har hver deres prioriteter
Alternativets kandidat i Greve er ikke blind for, at alle kandidater har deres fortid og særlige interessefelter med sig, når de vælges ind i byrådet. Hendes egne prioriteter er børn, ældre og handicappede. Men anderledes kan det ikke være, mener hun.
- Det tror jeg ikke, man kan komme udenom. Men det må så være det øvrige byråds og min egen opgave at sikre, at det ikke kun er nogle områder, der bliver tilgodeset. Der skal være fokus på, at politikken skal være for alle borgere.
Netop for at sikre det hensyn er hendes eget partis mærkesag borgerinddragelse, og det er noget Lonnie Busted brænder for.
- Borgerne skal have lov til at være i processen omkring vores beslutninger. Vi skal behandle forslag til, hvordan vores by skal være, hvis der er tilstrækkelig mange mennesker bag det. Og vi skal også lytte, hvis der er modstand mod et forslag, mener hun.
"Der skal være fokus på, at politikken skal være for alle borgere"
Det var netop den lydhørhed, hun savnede fra det nuværende byråds side, da det besluttede at nedlægge en skole trods protester fra mere end 6.500 borgere – 19 procent af vælgerkorpset.
- Fagligt var det den skole, der klarede sig allerbedst, og så ligger den i et område med stigende børnetal. Hvor skal de nu gå i skole? Det giver jo ingen mening, mener hun.
Handicap - kun en meget lille begrænsning
I dag er Lonnie Busted selv blevet handicappet af fibromyalgi. Samtidig har hun fået en PTSD-diagnose (post trauamtisk stess syndrom, red.), sandsynligvis som følge af seksuelt misbrug som barn.
Hun kunne faktisk have fået en førtidspension, men insisterede selv på at komme i ressourceforløb, fordi hun håber på at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet. PTSD’en er der nemlig mere og mere styr på, og under alle omstændigheder begræder Lonnie Busted ikke sin skæbne.
- Fibromyalgien bliver værre og sætter begrænsninger. Men sådan er det. Det nytter ikke at sætte sig ned og græde over det. Det seksuelle misbrug giver ar på sjælen, men jeg tror også det har gjort noget positivt ved mig og gjort mig til den person, jeg er i dag. Jeg er blevet stærkere og i stand til at sætte mig i andre menneskers situation. Jeg kan følge mennesker, fordi jeg har været der selv, siger hun.
"Fibromyalgien bliver værre og sætter begrænsninger"
Og hun har stadig rigeligt overskud til nu endelig at virkeliggøre sin drøm om at blive politiker, føler hun. Men måske ikke helt så meget som for 10 år siden, hvor hun var gået efter at blive borgmester.
- I dag siger mit hjerte ja, men min hjerne sig nej. Jeg har bare ikke fysikken, fastslår hun.
De passive får som fortjent
Lonnie Busted har forståelse for, at andre ikke er så robuste som hende og måske ikke har samme overskud og virkelyst, som hun har.
- Jeg respekterer folk, der ikke har overskud til at blande sig. Har man for eksempel selv et handicap eller børn med handicap, kan det ære svært at finde ressourcerne til at gå ind og kæmpe for andre. Så har man nok at gøre at kæmpe for sig selv og orker måske ikke engang det, siger hun.
Derimod har hun ikke meget tilovers for de ressourcerige, der ikke holder sig tilbage fra at brokke sig, men sjældent gør noget for at gøre samfundet bedre.
- Der er dem, der har overskud nok, men ikke gider at røre en finger og hellere vil sidde og lukke noget negativt ud. Så siger jeg: I får som fortjent!