Set globalt taber arbejdere massivt terræn i distributionen af indkomster og det trods gavaldige stigninger i deres produktivitet. En langt større andel af indkomsterne går til aktionærer og investorer. Selv i Kina, hvor  lønningerne er 3-doblet, er arbejdernes andel af den nationale økonomi faldet.

I perioden fra 1999 til 2011 er produktiviteten i de rige lande steget dobbelt så meget som lønningerne. I USA er arbejdskraftens ydelser steget 85 procent, men lønningerne gik kun 35 procent op. Uretfærdigt? I Tyskland er produktiviteten steget med 25 procent på 20 år, og arbejderne har intet fået som kompensation herfor.

Årsager

At afstanden mellem lønninger og produktivitet  verden vokser, uligheden mellem rige og fattige stiger, og arbejdernes andel af samfundenes samlede indkomster er faldende skyldes såvel globalisering som tekniske fremskridt og at færre arbejdere lader sig organisere i fagforeninger. Dermed mister de mulighed for at forhandle løn kollektivt.

FN’s internationale arbejdsorganisation, ILO, har forsøgt sig med en analyse af de destruktive ulige vilkår og konkluderer, at ulighed social og økonomisk både i de enkelte lande og mellem nationer bør formindskes. Makroøkonomiske trends for løn spiller direkte ind i folks muligheder for forbrug, samfundets investeringer og eksport. Uden disse ting i stigning genoprettes verdensøkonomien ikke, og væksten udebliver.

En ting er oplevelsen af, at grådige erhvervschefer skovler enorme lønninger ind, og at arbejdernes andel af kagen bliver mindre. Det virker ikke retfærdigt.

Noget andet er, at det ulige forhold skader et lands nationale husholdning, fordi købekraften i befolkningen svækkes. I mange lande har regeringer forsøgt sig med at skabe mere eksport ved at reducere arbejdernes lønningerne, men ikke alle kan have eksportoverskud. Lande udkonkurrerer hinanden i en nedadgåend eløn-spiral, forklarer ILO.

Resultatet er derfor, at eksporten udebliver, og den nationale økonomi lider nød.

Krisen rammer lønnen

Lønstigninger har siden krisen startede i 2008 været betydeligt under normen tidligere. Det er især i de rige lande, at der har været lønnedtur. I udviklingslande har de reelle lønstigninger holdt sig solide. Før krisen steg den reelle globale løn tilpasset inflation ca. 3 procent om måneden. Udelader man løntal fra mastodonten Kina i regnestykket, steg de kun 0,2 procent i 2011. Regnes Kinesiske lønninger med steg snitlønnen 1,2 procent.

Der er massive forskelle mellem regioner af verden. Den helt store nedtur kom i de rige økonomier, men Asien klarede sig rigtigt pænt. I Mellemøsten er de reelle lønninger faldet konstant siden 2008.

Forholdene er vilde i mange regioner af forskellige årsager. For perioden 2000-2011 blev lønningerne i Øst- og Centraleuropa 3-doblet, men det skyldes overgangen til markedsøkonomi efter sovjetblokkens kollaps. I Asien skabte industriboomet en fordobling i folks løn. I de rige lande steg beløbet på lønkontoen kun 5 procent.

En ting er procenter – noget andet de virkelige tal, oplyser ILO. En fabriksarbejder i Filippinerne hjemtog 1,40 dollars i timen.I det Sydamerikanske powerhouse Brasilien tjente den samme arbejder 5,40 dollars. Græske arbejdere fik 13 dollars, amerikanske 23,30 og danske 34,80 i timen (tilpassede 2010 tal).