Antallet betyder noget. Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti strammet udlændingepolitikken.
Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i sin åbningstale lægger op til svære forhandlinger i efteråret med Dansk Folkeparti om en ny hjemsendelsespolitik.
- Sammen med en forstærket indsats i EU har vi bragt asyltallet ned. I 2017 var tallet det laveste i ni år. Den indsats vil vi fortsætte. Krigsflygtninge, som kommer til Danmark skal mødes med hjælp og tryghed. Men også med klare forventninger.
- For det første en forventning om, at husly er midlertidigt. Når behovet for beskyttelse ophører, skal man rejse hjem igen. Hjælpe med at genopbygge sit hjemland. Sådan må det være. Det er det moralsk rigtige, siger Løkke.
Han roser dog samtidig effekten af de såkaldte IGU-jobforløb for flygtninge, som DF er imod.
Ifølge Dansk Folkeparti giver indslusningen på arbejdsmarkedet via IGU-forløb de enkelte flygtning en forventning om, at deres fremtid ligger i Danmark.
Sådan ser statsministeren dog ikke på IGU-forløbene. Han mener, at de gavner både den enkelte flygtning og det danske samfund:
- Vi har en forventning om, at man som udgangspunkt forsørger sig selv, mens man er her.
- Regeringen har indgået en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, som medvirker til, at langt flere er i arbejde. Siden valget er andelen af flygtninge, som er i job efter tre år i Danmark fordoblet.
- Det er et kæmpe skridt fremad. Ikke mindst for den enkelte, uanset hvor ens fremtid ligger, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/