I et interview med DSB's gratismagasin Ud & Se fortæller den danske OL-vinder Pernille Blume, at hun og kæresten Florent Manaudou havde en "utrolig nice" tid under nedlukningen i deres fælles hjem i sydfranske Marseille.
Hun var nærmest lykkelig, og det på trods af, at hun havde hjemve, og ikke vidste, hvornår den hårde franske nedlukning ville ende.
- I Frankrig måtte du kun gå en kilometer væk fra dit hjem, så man kunne ikke rigtig tage på tur. Heldigvis har vi en kæmpestor altan, og det betød alverden. Jeg lavede yoga hele tiden og læste en masse bøger. Og så spillede vi dart og så sygt mange film. Det var ligesom en virkelig lang ferie, fortæller den 27-årige svømmedarling.
Hun fortæller, at hun Florent spillede Playstation, nød god mad og drak vin og øl hver dag – noget, som de normalt aldrig ville gøre, fordi de er atleter.
- Jeg tænker tilbage på det som en periode, hvor jeg faktisk følte mig ret glad, siger Pernille Blume, og fortæller at hendes store passion er Formel 1.
- De sætter sig ind i bilen med livet som indsats. Der er jo nogen, der kommer slemt til skade, og den der mentalitet er bare sygt fascinerende.
Pernille Blume har deltaget i OL to gange, og vandt guld i 50 meter fri og bronze i 4×100 meter medley ved OL i Rio de Janeiro i 2016.