Det er mest de udstødte hanner, der gør det.
I ly af Kalahariørkenens mørke sniger de sig hver nat af sted på savannen.
Og her, midt i ingenting, møder de deres date - overraskende nok er det ofte velstillede, populære hunner fra nabogruppen, der drages ud i affærerne.
Selve parringen sker lynhurtigt. Hannen forsvinder ud i natten, hunnen vender tilbage sin ægtefælle i flokken.
Som om intet var sket.
Nu viser ny forskning , at surikaten - nogle vil huske dyret i form af den evigt nysgerrige Timon fra tegnefilmen Løvernes Konge - faktisk er et af verdens mest aktive, når det kommer til engangsknald.
Det er primært de laverestående hanner, der tegner sig for den natlige promiskuøsitet, skriver New Scientist.
Det er en klog strategi, hvis man gerne vil viderføre sine gener, men ikke har held til at overbevise en hun i fuldt dagslys.
- Når de ikke har held på hjemmefronten, er det vitalt for dem at søge andre grupper med hunner, siger Andew Young fra Cambridge Universitet, der i en periode har fulgt surikaterne.
Surikaterne lever som regel i grupper af 30 med en dominerende han.
Nattetogterne praktiseres i stor stil, kan forskerne afsløre. Det viser sig, at hver fjerde surikat faktisk er født uden for ægteskabet som resultat af et hemmeligt møde på savannen.
Nu mangler forskerne bare at finde ud af, hvorfor de ellers så velstillede hunner takker ja til buddet om et sidespring.
En mulighed er, at hunnerne er så nært beslægtet med hannerne i deres egen gruppe, at de ser en positiv mulighed i at få tilført lidt frisk materiale.