Det er langt fra kun folk med belægninger på tænderne, der nu skal finansiere indsatsen mod overbelæg i landets fængsler.
Også ledige i løntilskud må holde for for at få flerårsaftalen for Kriminalforsorgen til at hænge økonomisk sammen.
Helt præcis vil Enhedslisten, De Konservative, Liberal Alliance og regeringen spare 315 millioner kroner over de kommende fire år på løntilskud, fremgår det af aftaleteksten.
Besparelserne hentes ved at halvere den tid, som ledige kan være i offentlig ansættelse med løntilskud fra de nuværende 12 måneder til seks måneder.
Men dermed slutter regningen for landets ledige ikke.
Partierne bag aftalen vil også spare på de mentorer, der hjælper arbejdsløse i job.
Mentorordningen for de bedst fungerende kontanthjælpsmodtagere i den såkaldte matchgruppe 1 sløjfes, og dermed spares der i alt 360 millioner kroner frem mod 2016.
Dermed spares der samlet set 675 millioner kroner på ordninger, der er målrettet arbejdsløse.
Det, der især har optaget sindene i forbindelse med forhandlingerne om flerårsaftalen for fængslerne, er besparelserne på tandrensninger.
Her vil regeringen og aftalepartierne i alt skaffe 720 millioner kroner ved at yde tilskud til færre tandrensninger.
Det har tidligere været fremme, at man med fængselsaftalen blot ville yde tilskud til én årlig tandrensning, med mindre man har særlige tandlidelser, der kræver særlig pleje.
Men i selve aftaleteksten står der, at tilskuddet til tandrens fremover skal gives "med et interval på 1-2 år".