Det er et stærkere og bredere Swansea-hold, der løber på banen i denne sæson.
I hvert fald hvis man spørger holdets danske manager, Michael Laudrup.
- Vi er i bedre fysisk form end sidste år. Vi har ikke mistet nogen af vores faste spillere endnu, og de fem, vi har fået, er stærke spillere. Det gør, at dybden i holdet og bredden er blevet stærkere, siger Michael Laudrup forud for torsdagens Europa League-kamp i Malmø mod Malmö FF.
I alt har klubben hentet otte spillere hjem og sprængt transferrekorden for den walisiske klub, som rykkede op i Premier League for to sæsoner siden.
Fem af spillerne er allerede tilknyttet førsteholdet, mens de sidste tre foreløbig skal drible for ungdomsholdet.
De mange nye ansigter tæller blandt andre den ivorianske angriberkanon Wilfried Bony, som blev topscorer sidste sæson i den hollandske æresdivision. Og han er en af brikkerne, der får det offensive puslespil hos Swansea til at gå op.
- Jeg synes, at vi ser stærkere ud på nogle pladser, hvor vi har fået flere muligheder for at bytte rundt og nogle ekstra skuldre at lægge målansvaret på, hvor det sidste år hang meget på Michu.
- Hvis der så lige kommer en til, som kan tage det sidste af det ansvar, og vi ikke mister nogle, så er vi der, siger den danske manager.
Laudrups vurdering bliver bakket op af holdets anfører, Ashley Williams.
- Holdet føles stærkere. Hvis jeg ser på denne forsæson i forhold til sidste år, så ser vi meget bedre ud, end vi gjorde dengang. Jeg synes, at vi har fået gode spillere ind på holdet uden problemer.
- Og hvis man så kampen mod Malmø i sidste uge, kunne man se, at vi har fået nye aspekter i vores spil, særligt angrebsmæssigt med Bony. Det giver os noget ekstra og anderledes, siger den 28-årige forsvarsspiller.
Torsdag aften skal Laudrups drenge gøre arbejdet færdigt i Malmø, hvis de vil videre til play-off-kampene i Europa League.
Holdet går dog formentlig videre uden problemer efter 4-0-sejren på hjemmebane i sidste uge.
/ritzau/