Swansea led et nyt nederlag i Premier League, da det søndag blev til 0-2 ude mod Southampton.
Alligevel var Michael Laudrup overvejende positiv, da tv-stationen Skysports talte med ham efter kampen.
- Med de positive briller på, så synes jeg, at vi bortset fra de første 15-20 minutter præsterede rigtigt godt. Vi dominerede kampen, og vi havde vores chancer, særligt i første halvleg, siger Swanseas danske manager.
Han anerkender, at Swansea stadig skal bruge for mange chancer for at score de nødvendige mål, men heller ikke det faktum kan fjerne managerens optimisme i forhold til de kommende uger.
- Nu får vi en landsholdspause, og det er godt, efter at vi har spillet syv kampe på 20 dage, siger han med tanke på kampe i både Premier League og Europa League.
- I Premier League har vi spillet syv kampe, og vi har et point færre end sidste år på samme tid. Fire af kampene har været udekampe. Hjemmekampene har været mod Chelsea, Arsenal og Liverpool, fortsætter Michael Laudrup, som ser frem til den kommende måned.
- Ud af de næste fire kampe har vi vist tre hjemmekampe. Vi har også et derby mod Cardiff. Vi har en vigtig måned foran os.
Swanseas næste opgave i Premier League er en hjemmekamp den 19. oktober mod Sunderland.
/ritzau/