Danmarks Lærerforening skal betale dele af 100.000 kroner i sagsomkostninger til Odense Kommune i en sag om en advarsel til folkeskolelæreren Erik Schmidt.
Det skriver Fyens.dk.
Retten i Odense gav onsdag Odense Kommune ret i, at folkeskolelæreren Erik Schmidt havde overtrådt gængse adfærdsregler for offentligt ansatte under et lærermøde på Agedrup Skole i maj 2014.
Danmarks Lærerforening kørte sagen på vegne af Erik Schmidt, og skal altså nu til lommerne.
Optrinnet skete den 7. maj 2014 midt under lærerlockouten, hvor Erik Schmidt udviste truende og ’grænseoverskridende’ adfærd på et lærermøde. Skoleleder Mohammed Bibi har i retten forklaret, at han på nærmeste hold var vidne til optrinnet.
- Erik var i affekt og pegede direkte på mig. Nu må det her vanvid fandeme stoppe, sagde han. Det kan du ikke gøre imod os, Mohammed. Og så vendte han sig om mod viceskolelederen og sagde: Jeg er godt nok skuffet over dig, har Mohammed Bibi ifølge fyens.dk fortalt i retten.
Kort før han fik sin tjenestemæssige advarsel den 2. juni 2014, sagde Erik Schmidt sit job op på Agedrup Skole.