Danskerne må betale regningen, hvis de fortsætter med at bombardere lægerne med e-mail.
Sådan lyder beskeden fra Praktiserende Lægers Organisation.
"Jeg tror, det bliver rigtigt svært at få lægerne til at acceptere en mindre betaling for e-konsultationer," siger formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Henrik Dibbern, til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Det svarer til at skulle gå ned i løn," tilføjer han.
I dag får lægerne 50 kroner fra Danske Regioner hver gang, de svarer en patient på e-mail - ca. det dobbelte af en telefonkonsultation.
Og da danskerne for alvor har fået øjnene op for det lette og hurtige ved at maile til lægen om småskavanker er det med til presse udgifterne til de forskellige typer konsultationer op på 3,8 milliarder kroner i 2012.
Det er knap en milliard mere end i 2009.
Men udgifterne bliver ikke ved med at stige, mener lægeformanden.
"Jeg tror, det kommer til at flade ud i løbet af tre til fem år, når e-konsultationerne har fundet et naturligt leje," siger Henrik Dibbern.
Det er professor Kim Normann Andersen fra CBS, handelshøjskolen i København, nu ikke helt enig i.
"Jeg kan ikke afvise, at han får ret. Men historien siger det stik modsatte. E-konsultationerne er gået helt grassat i takt med at danskerne søger sundhedsinformation på nettet. Derfor taler man nu om de forvirrede patienter fremfor de informerede patienter," siger han til Newspaq.
Overenskomstforhandlingerne mellem de alment praktiserende læger i PLO og Danske Regioner brød sammen i sommer.
Ingen af parterne har opsagt overenskomsten, der derfor kan fortsætte. Der er ikke fastsat en dato for nye forhandlinger endnu.