Antallet af elefanter, der er blevet dræbt af krybskytter, faldt i 2016 for femte år i træk.
Samtidig var antallet af beslaglæggelser af elfenben rekordhøje, siger overvågningsgruppen Cites i en ny rapport.
Overvågningsgruppen, som blandt andet følger international handel med truede dyrearter, fastslår også, at antallet af elefanter i Afrikas bestand fortsætter med at falde trods de færre krybskytterier.
Det skyldes "illegale drab, nedlægning af savanne- og skovområder og menneskets stadige udbredelse".
- Den globale internationale elfenbenshandel er forblevet relativt stabil i seks år, skriver Cites.
Men i 2016 blev der beslaglagt over 40 ton illegal elfenben. Det er den største mængde siden 1989.
- Beslaglæggelserne af illegal elfenben er tre gange større end registreret i 2007. Dette kan skyldes øget vagtsomhed blandt grænsevagter og øget håndhævelse af lovene, siger generalsekretæren i Cites, John Scanlon.
Men Scanloc nævner også den mulighed, at der måske sker et øget salg på det sorte marked som følge af en vis panik i kølvandet på skærpet overvågning.
Flere undersøgelser i de seneste år viser, at der er sket et fald på 50 procent i priserne på elfenben i de senere år.
Naturværnsgruppen IUCN har tidligere dokumenteret, at antallet af elefanter i Afrika faldt med 111.000 i årene 2005-2015. Men ifølge Cites er bestanden i Sydafrika og i meget af Østafrika enten stabil eller tiltagende.
På kontinentet som helhed har Botswana det største antal elefanter, mens bestandene i Kenya, Namibia, Rwanda, Sydafrika og Uganda er stabile eller tiltagende.
Det illegale krybskytteri fortsætter i stort omfang i det centrale Afrika. Det er særligt i urohærgede lande som DRCongo og Den Centrale Afrikanske Republik.
/ritzau/AFP