Konservative kræfter i USA, som er modstander af homoseksuelle ægteskaber, bliver nødt til at acceptere, at de har tabt slaget.
Det siger den højreorienterede radiovært Rush Limbaugh, som er en meget indflydelsesrig skikkelse i republikanske kredse.
Meldingen kommer, mens USA's højesteret er ved at tage tilløb til en principiel dom, som måske vil fastslå, at bøsser og lesbiske i hele landet grundlæggende har ret til at gifte sig.
Uanset hvad dommerne bliver enige om, vil de konservative lide nederlag, mener Limbaugh.
- Emnet er tabt, siger den kontroversielle mediemand, som er en populær politisk røst på den amerikanske højrefløj og tilsvarende forhadt blandt mange demokrater.
- Jeg er ligeglad med, hvad højesteret gør, det er nu uundgåeligt - og det er uundgåeligt, fordi vi har tabt sprogbrugen omkring det her, tilføjer han ifølge CNN.
Rush Limbaugh mener, at man har redefineret og "bastardiseret" ordet ægteskab, når man taler om netop homoseksuelle ægteskaber.
Ni amerikanske stater og distriktet Columbia tillader ægteskab af samme køn. Det drejer sig om Connecticut, Iowa, Maine, Maryland, Massachusetts, New Hampshire, New York, Vermont og Washington.
USA's højesteret signalerede tirsdag, at det vil vare længere tid, før den vil afsige en bred, principiel dom om bøsser og lesbiskes ret til at gifte sig.
Dommerne skal tage principiel stilling i forbindelse med en sag omkring Californiens lov fra 2008. De magtfulde jurister skal tage stilling til, om loven er i overensstemmelse med forfatningen.
Både tilhængere og modstandere af homoægteskaber havde håbet, at højesteretsdommerne var kommet med skelsættende tilkendegivelser tirsdag, selv om sagen skal behandles i måneder endnu.
Men domstolen afsluttede en times drøftelser tirsdag uden at tilkendegive, hvad der videre vil ske i sagen.
Den konservative dommer Samuel Alito sagde tirsdag, at højesteret må være forsigtig i sagen, da ægteskabet som institution har en essentiel rolle for opretholdelsen af samfundet.
Et flertal af dommerne synes at være tilbøjelige til at udskyde en afgørelse længere end ventet.
/ritzau/