I går bragte Avisen.dk historien om 19-årige Johanne, der betegner sig selv som hjemløs, fordi hun siden januar ikke har haft et sted at bo. Derfor har hun igennem flere måneder boet på Reden, der er en århusiansk varmestue for kvinder.
Aarhus Kommune ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men i et skriftligt svar til Avisen.dk henviser kommunen til, at man generelt set ikke er hjemløs, fordi man ikke har en bolig.
Det er Socialforvaltningens afdelingen for Socialpsykiatri og Udsatte Voksne, der står bag svaret.
Husvild og ikke hjemløs
Selvom Johanne endnu ikke er fyldt tyve år, er det anden gang, at hun ser sig selv som hjemløs. Første gang var hun bare 17 år, og dengang sov hun hver nat på sofaer hos venner og bekendte.
Det er bekymrende, hvis der er unge mennesker, der gennem noget tid ikke har haft et sted at bo. Det gør dog ikke nødvendigvis de unge til hjemløse, men derimod til husvilde. Den forklaring fremgår af svaret fra Socialforvaltningen.
Udover den varmestue, hvor Johanne overnatter i hverdagen, kommer hun også på et andet værested og arbejder desuden som frivillig i de hjemløses landsorganisation SAND.
Aarhus Kommune understreger, at de gennem SAND har en god dialog, hvor de tilbyder hjælp til de unge, som SAND er i kontakt med. Unge med tilknytning til SAND kan henvende sig til kommunens rådgivere for hjælp, skriver forvaltningen til Avisen.dk.
Alle får et værelse efter seks måneder
Til Avisen.dk fortæller Johanne, at hun den 15. oktober kan flytte ind i et af kommunens kollegieværelser. Men der sker først efter, at hun har stået på venteliste i sytten måneder ved Kollegiekontoret i Aarhus.
Aarhus Kommunen gør opmærksom på, at man ikke kan få en bolig efter den sociale boligtildeling, hvis man har udsigt til en almindelig bolig inden for seks måneder.
Og er man skrevet op til en kollegiebolig, kan man forvente, at man indenfor 6 måneder vil blive tilbudt et kollegieværelse, forklarer forvaltningen i det skriftlige svar.