Et nævningeting ved Retten i Glostrup idømte tirsdag en 59-årig kvinde 12 års fængsel for drabet på hendes samlever i april sidste år.
Drabet fandt sted i parrets lejlighed i Albertslund, hvor hun stak den 63-årige Eddy Niels Frederiksen en enkelt gang i ryggen med en kniv.
Selv mente han tilsyneladende ikke, at knivstikket var alvorligt og gik et par hundrede meter ned til Elite Købmanden på Hedemarksvej.
Hos købmanden faldt han om og blev i hast bragt til sygehuset, hvor han døde først på aftenen. Det viste sig, at stikket var gået 16 cm ind i hans krop og havde ramt hjertet.
Allerede samme dag blev Sørine Anna Karen Bolethe Olsen anholdt for drabet.
Parret var tidligere på dagen taget af sted på en tur, men blev undervejs uvenner og gik hver til sit. Senere på dagen mødtes de igen og tog hjem til deres fælles bopæl.
Her blev de tilsyneladende uvenner igen, og det endte med, at hun stak ham i ryggen med en kniv.
Sørine Anna Karen Bolethe Olsen har under hele sagen nægtet sig skyldig, da hun ikke kan huske, hvad der skete i lejligheden.
Hun valgte at tænke over, om hun vil anke dommen til landsretten.
/ritzau/