I otte dage har der været færre til at tage sig af Karin Kimballs psykisk syge bror, som bor på Lindegården. De ansatte nedlagde jobbet i protest mod deres vilkår. Otte dage gik før de i forgårs, fredag, genoptog arbejdet.
Karin Kimball støtter fuldt op om de ansattes arbejdsnedlæggelse, fortæller hun til Avisen.dk.
- Jeg har den største respekt for de mennesker, der kæmper for noget, der slet ikke skulle være nødvendigt at kæmpe for. Og jeg ser hellere en effektiv markering af, at det ikke går længere, end at det hele bare bliver ringere og ringere, så min bror skal lide resten af sit liv, siger 65-årige Karin Kimball.
Hendes bror lider af alvorlig skizofreni og har boet på Lindegården i cirka 12 år. Derfor har Karin Kimball og hendes søstre også som pårørende set, hvilken ændring der er sket på bostedet de senere år.
- Der er kommet misbrugere i stor stil, og flere beboere, der er meget forpinte, truende og udadreagerende. Det betyder også, at stemningen er skiftet, og der er blevet møgbeskidt. Samtidig sluger de dårlige beboere alle hænderne, så der ikke er ressourcer nok til de andre, siger hun.
Slået og sparket, til han lå og græd
Som Avisen.dk de seneste uger har kunnet fortælle, bliver ansatte på bosteder i stigende grad udsat for vold og trusler fra beboere, som egentligt er for farlige og ustabile til at være på åbne bosteder.
Og det går også ud over de andre beboere, fortæller Karin Kimball.
- Min bror blev overfaldet af en af de meget dårlige beboere. Han sad fredeligt i dagligstuen, og så blev han pludselig smidt på gulvet og slået og sparket, mens han bare lå der og græd, siger hun.
Hendes bror er en lille, spinkel mand i 60'erne, som på grund af sin sygdom og medicin snarere har fysik som en på 80, så han kunne intet stille op mod den voldsomme beboer, fortæller hun.
Han sad fredeligt i dagligstuen, og så blev han pludselig smidt på gulvet og slået og sparket, mens han bare lå der og græd
Derudover har hendes bror også flere gange fået stjålet alt, hvad han havde af værdi på sit værelse - for eksempel sit fladskærms-tv og sin guitar.
- Han er jo en lille, bange mand, som ikke tør have døren lukket. Han kan ikke gøre andet end at sidde der og se på, at hans ting bliver båret ud.
Hun havde også en overgang mistanke om, at nogle af beboerne havde lokket broren til at gemme stoffer på sit værelse for dem. Selv tager han ikke stoffer, men han er dårlig til at sige fra, siger hun.
Tør ikke komme og tage blodprøver
Efter en beboer i marts dræbte en ansat på Lindegården, har bostedet indført flere sikkerhedsprocedurer. Men det går desværre også ud over de andre beboere, fortæller Karin Kimball.
For eksempel havde hun en aftale om, at brorens rutinemæssigt fik taget blodprøver for at se, om han var på vej til at få en urinvejsinfektion - noget, der kan gøre ham psykotisk - men det rutinemæssige tjek kan ikke længere lade sig gøre. Laboranterne vil nemlig efter drabet åbenbart ikke længere komme ud til beboerne, siger Karin Kimball.
Derudover oplever hun også, at hendes normalt så fredelige bror bliver påvirket i negativ retning af uroen og utrygheden på grund af de farlige beboere.
- Normalt er han den sødeste og kærligste person, men han ryger ud i en psykose, når personalet ikke formår at skabe ro og tryghed. Og gør han først det, kan han finde på i desperation selv at true eller lange ud efter nogen. Det plejede han aldrig at gøre før, da han var tryg på bostedet, fortæller hun.
Det bliver heller ikke bedre af, at han ikke kan blive indlagt på psykiatrisk afdeling, når han er helt ude i tovene.
- Nogle gange har de til sidst taget ham ind, når jeg har tigget og bedt, men så har de efter to dage sendt ham tilbage til bostedet med ordene "han virker da meget stille og rolig". Selvom han stadig har det forfærdeligt. Det er direkte omsorgssvigt, mener Karin Kimball.
Send politikerne i arbejdsprøvning på Lindegården
Karin Kimballs oplevelse af, at hendes bror og de andre sårbare beboere også lider under, at der er kommet flere voldelige, kriminelle og stofafhængige beboere på bostederne, bakkes op af fagforbundet FOA, som organiserer en del ansatte på pædagogiske bosteder.
Lad dem komme ud og være bange. Så kan det være, de opdager, hvor seriøse problemerne er!
- Vores medlemmers største bekymring er, at denne gruppe chikanerer de øvrige beboere, som er psykisk sårbare mennesker, der ikke bare kan flytte. Selvom det er en forholdsvis lille gruppe beboere, der giver problemer, må de ansatte bruge uforholdsvis meget tid på dem, og det betyder, at de andre beboere bliver ladt i stikken, siger Charlotte Bredal, som er arbejdsmiljøkonsulent i FOA, til Avisen.dk.
Ligesom de ansatte er bekymrede for beboernes sikkerhed, er Karin Kimball også bekymret for de ansattes forhold.
- Dem, som arbejder sådan et sted, gør det som regel, fordi de er kaldet til det. Det er ikke noget, alle og enhver bare kan gøre. Det kræver intuition, indføling og forståelse, og de kommer jo nærmest til at udgøre en familie for de psykisk syge, hvis pårørende selv har givet op. Derfor skal vi passe så meget på de medarbejdere og give dem ressourcerne, så de kan udfolde deres utrolige talent, siger Karin Kimball, og tilføjer:
- Men jeg kunne godt unde, at politikerne selv kom ud og prøvede at passe beboerne på Lindegården. Lad dem komme ud og være bange. Så kan det være, de opdager, hvor seriøse problemerne er!