Som forfatter kræver det en vis portion nysgerrighed, empati og fortællelyst at sætte sig ind i hovedet på sine karakterer og lade dem udfolde sig på papiret.
For den danske krimiforfatter Jussi Adler-Olsen, som for tiden er aktuel med "Offer 2117", er det egenskaber, han har med sig fra sin barndom.
Den 68-årige forfatter, som egentlig hedder Carl Valdemar Jussi Henry Adler-Olsen, men aldrig er blevet kaldt andet end Jussi, voksede op i 1950'erne med en far, overlæge Henry Olsen, som var mere end almindeligt nysgerrig.
- Min far havde fem embedseksaminer - han var læge, præst, gymnasielærer og dirigent på konservatoriet - og han holdt aldrig op med at blive klogere.
- Da han døde som 86-årig, var det med studierne foran sig på bordet. Han syntes, det var så skægt, og som årene er gået, har jeg fundet ud af, at jeg har det på samme måde, fortæller Jussi Adler-Olsen.
Før den danske krimiforfatter begyndte at skrive romaner i 1990'erne, havde han en alsidig karriere som blandt andet forlagsredaktør, chefredaktør, filmkomponist og ejer af en tegneserieforretning.
Nu, hvor han lever af at skrive bøger, elsker han især researchfasen, hvor han kan bruge dage på at sætte sig ind i eksempelvis numerologi, tarotkort og okkulte fænomener, hvis det giver mening for hans bog.
- Forskellen på min far og jeg er, at jeg ikke behøver at få en doktorgrad eller en eksamen i et emne, som interesserer mig. For mig er lykken at sætte mig virkelig godt ind i noget og så have lov til at glemme det igen, siger han.
På trods af de mange eksamener arbejdede Jussi Adler-Olsens far i mange år som læge på diverse sindssygehospitaler, hvor Jussi Adler-Olsen voksede op.
Det var i 1950'erne, hvor psykofarmaka endnu ikke var udbredt, og Jussi Adler-Olsen overværede patienter få elektrochok og gå rundt i udendørs "skrigebure", hvilket siden har inspireret hans forfatterskab.
Første gang Jussi Adler-Olsen oplevede at være rigtig bange som barn, var, da han som otteårig boede på et sindssygehospital i Brønderslev, hvor hans far var overlæge.
Mens hans forældre spiste middag hos naboen, så Jussi Adler-Olsen en Sherlock Holmes-film på familiens sort-hvid-fjernsyn. I filmen var der en stærk mand, som slog folk ihjel ved at omfavnede dem og knuse deres rygsøjle.
- Jeg sad der på et sindssygehospital, hvor der var ret mange, der havde slået folk ihjel, og jeg kendte dem jo godt. Der var blandt andet kaptajnen Lyneborg, som jeg elskede - han havde slået en af sine matroser ihjel med ét hug.
- Men der foran fjernsynet gik det for første gang op for mig, at utrygheden lurede lige omkring mig. Jeg havde aldrig følt den før. Mine forældre kom hjem til en lille dreng, der sad i sofahjørnet med sne på skærmen, for jeg turde ikke gå over og slukke fjernsynet.
Jussi Adler-Olsen blev pludselig utryg ved patienterne på hospitalet, som nogle gange gik rundt uden tøj på og råbte, kradsede og spyttede. Han spurgte sin far, hvad der var galt med dem.
- Min far sagde: "Du skal vide en ting, Jussi. Det kan godt være ret hårdt at blive voksen. De her mennesker har engang været børn ligesom dig". Og hvilken tanke slår der så ned i en lille dreng? Kan jeg også risikere at blive sådan?
- Den slags tanker følger en hele livet. Ikke fordi jeg har været bange for at blive sindssyg, men der er en angst for, at der er nogle ting, som man ikke kan kontrollere. Sygdom for eksempel, siger han.
Når det er sagt, tænker Jussi Adler-Olsen ikke tilbage på barndommen på sindssygehospitalerne som noget særligt traumatiserende.
- Jeg tror egentlig ikke, det var meget anderledes end at vokse op på en bondegård. Der kapper man hovedet af en høne og skærer halsen over på en gris. Der er rigtig mange, der oplever ting, som er meget værre.
- Jeg tror, min barndom på sindssygehospitalerne har givet mig empati og forståelse for skæve eksistenser – og kærlighed til dem. Nu skal jeg ikke sige noget ondt om min vennekreds, men der er ret mange skæve eksistenser, som jeg har holdt ved i mange år, siger han.
Foruden kærligheden til skæve eksistenser og den nedarvede nysgerrighed fra faren har Jussi Adler-Olsen en stærk fortællelyst med fra sin barndom.
Den opdagede han, da han som 14-årig var spejder og besluttede sig for at bygge et raftetårn med sin kammerat. De to havde for vane at udfordre hinanden til at gøre vildere og vildere ting.
- Vi havde hørt om nogen, der var blevet oppe i et raftetårn i tre dage, og det synes vi, var lidt tøset, så vi besluttede os for at bygge et tårn og blive der i en uge.
- Efter et par dage kunne vi godt se, at det var på tide at kravle ned, men vi havde lovet hinanden, at vi ikke ville gøre det. Så vi begyndte at ryge cigaretter, som vi rullede af blade og græs. Det fik vi tyndskid af, så vi måtte sidde med bagdelen ud over kanten af tårnet, mens folk kom forbi.
- Efter at vi holdt op med at ryge cigaretterne, fortalte vi hinanden historier. Min ven kunne nogenlunde huske "Abehånden" af W.W. Jacobs, men det kunne jeg ikke, så jeg fandt selv på historier, som handlede om utrygheden ude i busken om natten, og "hvisle, hvisle, hvisle, der kommer nogen og slår os ihjel", fortæller Jussi Adler-Olsen.
Da han i begyndelsen af 30'erne blev aktiv i Fredsbevægelsen, begyndte han at skrive masser af tekster, men allerede som 30-årig havde han besluttet sig for at undersøge, om han kunne skrive en roman.
Det blev til bogen "Russisk Kabale", som aldrig udkom, men Jussi Adler-Olsen beviste for sig selv, at han kunne.
Siden har han skrevet romanerne "Alfabethuset", "Og hun takkede guderne" og "Washington dekretet" foruden de otte succesfulde krimier i Afdeling Q-serien.
Sidstnævnte er årsagen til, at Jussi Adler-Olsen stadig skriver.
- Hvis Afdeling Q-serien ikke var slået an, havde jeg nok lavet noget andet i dag. Bygget huse, spillet musik eller noget andet, som jeg synes, er sjovt.
- Jeg spurgte min far, da han var 75 år: "Nu har du taget alle de her eksamener, som du ikke har brugt til noget, men hvis du nu skulle begynde forfra, hvad ville du så lave?". Jeg forventede, at han ville sige: "Det samme". Men han sagde: "Så ville jeg spille violin i et symfoniorkester".
- Og nå ja, det kunne da også have været sjovt at være rockmusiker, det kunne jeg godt have tænkt mig. Men spørgsmålet er, om jeg ville have haft succes med det. Det er ikke sikkert, siger han.
/ritzau/
Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS