En høj alarm, der får pulsen til at stige og uroen til at brede sig. Det oplever ansatte på det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus mere end tre gange om dagen. Og det sætter sine spor.
- Hver gang, der går en alarm, påvirker det samtlige medarbejdere. Man får et chok, fordi den har så skarp og høj en lyd. Man får jo sådan en adrenalinreaktion, for man smider, hvad man har i hænderne og løber, siger fællestillidsrepræsentant og plejer Jesper Priskorn.
Alle ansatte går med en alarmtelefon i bæltet, som de kan udløse, hvis de føler sig truet eller i fare. Når alarmen går, slipper omkring 12 andre medarbejdere, hvad de har i hænderne og løber så hurtigt, de kan, mod den kollega, der har tilkaldt hjælp.
En registrering af hospitalets alarmlog fra juni 2015 til juni 2016 tegner et billede af en hverdag med flere daglige nødopkald. I alt blev der i perioden trykket alarm 1.262 gange.
Fægtede i søvne
De ansatte på hospitalet lider under de mange alarmer, fortæller Jesper Priskorn, der i 13 år arbejdede på en af hospitalets lukkede afdelinger. I de år løb han ofte hen til kollegaer, der havde brug for hjælp. Men i dag løber han ikke længere, da han er frikøbt, fordi han er fællestillidsmand.
- Der er ingen tvivl om, at det har en påvirkning på ens psykiske tilstand. Men det er først, når man kommer væk fra afdelingen, man for alvor opdager, hvordan belastningen har været, siger han.
Mens Jesper Priskorn var på den lukkede afdeling satte de hektiske episoder på jobbet sig især i hans underbevidsthed.
- Min daværende hustru fortalte, at jeg reagerede om natten, hvor jeg lå og fægtede med arme og ben. På den måde renser man ud om natten, fortæller han.
Selvom der på et år forekom mere end tusind alarmer på Risskov, var det kun 787, der blev gennemført. De resterende blev afblæst, fordi der enten var tale om en fejlalarm, eller at problemet var løst, da kollegaerne kom.
Ladt alene tilbage
Alle på Risskov tager problemer fra arbejdet med hjem, oplever Jesper Priskorn. Det har konkrete konsekvenser for medarbejderne, når de flere gange i døgnet må løbe frem og tilbage mellem de forskellige afsnit, fortæller Jesper Priskorn.
- Hver gang, der er en alarmsituation eller nabohjælp, forlader man sine kollegaer. Og når man er så få kollegaer i forvejen, kan man nok forstå, hvilken reaktion de tilbageværende har. Om natten står man ofte alene tilbage med 17 dårlige patienter, siger han.
Han mener, at det vil mindske behovet for at slå alarm, hvis man forbedre personalenormeringerne og sørger for at fastholde det erfarne personale.
Ikke alle kan forudse problemer
De mange udløste alarmer hænger især sammen med den store personaleudskiftning, der har været på hospitalet, påpeger Jesper Priskorn.
- Der er en hel del nyansat personale uden erfaring og mange vikarer. Når man er et sted, hvor man skal stole på sine kollegaer, men arbejder med vikarer, man ikke kender, har man måske nemmere ved at slå en alarm, siger han og fortsætter:
- Hvis man har lidt større erfaring, kan man nogle gange forudse problemerne, før de sker. Man ringer efter hjælp i naboafdelingerne, før man slår en alarm, forklarer han.
Og der er ofte behov for nabohjælp. Udover at kollegaerne kommer hinanden til undsætning, når der går en alarm, bliver der tilkaldt såkaldt nabohjælp cirka seks gange i døgnet. Det fortæller Peter Møller Andersen, der er overlæge og tillidsmand for alle overlæger på Psykiatrisk Hospital Risskov.
På det ene år, hvor der er registreret alarmer, gik der også 60 somatiske alarmer, der for eksempel kan udløses af, at en patient skærer i sig selv og 48 brandalarmer.