Rasmus Gemke har imponeret med overraskende flot badmintonspil i Indonesia Masters, men fredag blev den 21-årige dansker slået ud i kvartfinalen.
Japaneren Kazumasa Sakai vandt 21-9, 21-18 over Gemke efter 38 minutter i Jakarta.
I andet sæt var Gemke foran med 17-16, men japaneren svarede flot tilbage og snuppede sejren i to sæt.
Mens Sakai er nummer 21 i verden, så er Gemke placeret dobbelt så langt nede på listen som nummer 42.
Tidligere i turneringen mødte Viktor Axelsen også Sakai, og den danske verdensetter måtte trække sig med en skade i den kamp.
Det betød, at Gemke gik glip af et danskermøde med Axelsen, som valgte at tage hensyn til en medtaget ankel.
Ligeledes i herresingle var Hans-Kristian Vittinghus på vej mod et stort resultat i sin kvartfinale, men han tabte til sidst med 21-15, 16-21, 18-21 til verdens nummer syv, Chou Tien-chen fra Taiwan.
Vittinghus var klart bedst i første sæt og kom også godt fra start i andet sæt, som han førte 9-6, inden Chou Tien-chen fik spillet til at køre.
I tredje sæt var danskeren i vinderposition foran med 14-11, men Chou Tien-chen svarede tilbage og var skarpest i den afgørende fase.
I damedouble gik Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen sikkert videre til semifinalen.
Det tredjeseedede danske par vandt 21-18, 21-10 over sjetteseedede Rawinda Prajongjai og Jongkolphan Kititharukal fra Thailand.
Kvartfinalen blev til gengæld endestationen for herredoublen Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding, der måtte se sig slået i tre sæt af et indisk par. Danskerne tabte 21-23, 21-15, 19-21.
Dermed er damedoublen eneste danske islæt i lørdagens semifinaler, her møder Pedersen/Rytter Juhl et par fra Japan.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.