- Jeg sagde ikke fra. Hvis han bad om penge, så gav jeg dem til ham.
Sådan forklarer Janni Spies tirsdag i Østre Landsret, hvor hun og eksmanden, hofjægermester Christian Kjær tørner sammen i en tvist om 135 millioner kroner og over 2 millioner amerikanske dollar.
- Det startede i 1991, hvor han kom og bad om 3,3 millioner, siger Janni Spies i retten.
Pengene, fik hun at vide, var for husleje til Christian og hendes boliger og var noget, Janni Spies gik ud fra, han havde regnet sig frem til ud fra deres aktuelle økonomi.
- Jeg vidste jo nok, at jeg brugte flere penge end ham i det daglige, så da han sagde, det var rimeligt, at jeg bidrog med 3,3 millioner, synes jeg det var mange penge. Men han var jo min mand, siger Janni Spies fra stolen midt i retslokalet.
I de kommende år krævede Christian Kjær hvert år- gerne først på året- et millionbeløb fra sin hustru for de udgifter, han vurderede, hun skulle bidrage ekstra med.
Og Janni Spies betalte hver gang uden at bede om dokumentation eller forsøge at forhandle beløbet ned.
/ritzau/