Den tidligere italienske landsholdsspiller Vincenzo Iaquinta er idømt to års fængsel for våbenbesiddelse og tilknytning til mafiaen.
Det bestemte en italiensk domstol onsdag.
Anklagemyndigheden krævede som udgangspunkt, at Vincenzo Iaquinta, der vandt VM-guld med Italien i 2006, skulle i fængsel i seks år, men retten mente, at to år var en passende straf.
Vincenzo Iaquintas far var blandt de øvrige tiltalte i det, som er den største efterforskning knyttet til mafiaen i Norditalien nogensinde.
Faren blev idømt 19 års fængsel af de tre dommere i retten, som var tætpakket med sikkerhedspersonale. I alt omfatter sagen 148 personer.
- Latterligt, skammeligt, råbte far og søn, da dommen læst op i retslokalet i Reggio Emilia onsdag.
38-årige Vincenzo Iaquinta nåede at spille 40 landskampe for Italien og scorede seks mål.
I størstedelen af karrieren optrådte Vincenzo Iaquinta for Udinese, inden angriberen i 2007 blev hentet til Juventus, hvor han spillede i seks år. Han stoppede som aktiv i 2014.
/ritzau/