Den iranske advokat Nasrin Sotoudeh og den iranske filminstruktør Jafar Panahi modtager EU-Parlamentets Sakharov-pris og modtager samtidig knap 450.000 kroner.
Prisen ærer usædvanlige mennesker, der bekæmper intolerance og undertrykkelse og forsvarer menneskerettighederne og ytringsfriheden.
De to iranere vinder den for deres arbejde med at repræsentere fængslede aktivister fra oppositionen og dokumentere de vanskelige vilkår, som iranske børn, fattige og kvinder lever under.
Parlamentsformanden Martin Schulz fortæller fra talerstolen i Strasbourg, at det er første gang, en vinder af Sakharov-prisen bliver vedtaget enstemmigt i parlamentet.
- Det tog kun tre minutter at træffe denne afgørelse. Det viser, at det er et overvældende ønske her i huset at give prisen til dem, siger Schulz og henviser til det møde, de politiske gruppers ledere havde fredag morgen for at finde vinderen blandt finalisterne.
Nasrin Sotoudeh er en fængslet menneskerettighedsadvokat. Hun repræsenterede fængslede aktivister fra oppositionen og unge lovovertrædere, der risikerede dødsstraf.
Jafar Panahi er en iransk filminstruktør, manuskriptforfatter og filmklipper. Hans film fokuserer ofte på de særligt vanskelige vilkår, som børn, fattige og kvinder står over for.
Med i opløbet om at vinde prisen var blandt andre en samfundsaktivist fra Hviderusland, en direktør for et center, der tilbyder juridisk bistand til ofre for Pakistans blasfemilove, tre rwandiske oppositionsfolk og den russiske punk-gruppe Pussy Riot.
At prisen gik til de to iranere, er "en klar afvisning af regimet i Iran", siger Martin Schulz.
- Jafar Panahis film er et fint portræt af Iran. Han viser ikke bare de gode sider, han fortæller også noget om iranernes hverdagsproblemer. Der er ikke noget, et regime frygter mere end den bitre virkelighed, som hans film viser, tilføjer Schulz.
Han håber nu, at Nasrin Sotoudeh og Jafar Panahi kan deltage i den ceremoni, parlamentet holder ved den formelle prisoverrækkelse 12. december.
/ritzau/