Et jordskælv har ramt Iran med en beregnet størrelse på 6,1, oplyser USA's Geologiske Undersøgelser (USGS).
Ifølge Irans egen geologiske tjeneste skal skælvet have en beregnet størrelse på 6,2.
Et jordskælv på 6,0 er kraftigt og i stand til at forårsage stor skade.
Jordskælvet fandt sted tirsdag formiddag i Kerman-provinsen, der ligger i det sydøstlige Iran. Det er målt til at være sket på 57 kilometers dybde.
Der er ingen umiddelbare rapporter om skader eller tilskadekomne.
Det oplyser nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne til den statslige nyhedstjeneste Irinn ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
- Redningstjenesterne, som er til stede i regionen, har ikke meldt om nogen skader på personer eller bygninger endnu, lyder det fra Røde Halvmåne.
Iran har været plaget af adskillige jordskælv i den senere tid.
Det er under 14 dage siden, at et skælv med en beregnet størrelse på 6,0 ramte det østlige Iran.
Jordskælvet havde en dybde på ti kilometer og var således relativt overfladisk.
Et langt voldsommere jordskælv ramte i midt november med en beregnet størrelse på 7,3. Skælvet dræbte mindst 450 mennesker i landet.
Tirsdagens skælv har fundet sted i samme region som det dødelige skælv fra november.
Den danske ambassadør i Iran, Danny Annan, oplyste til Ritzau i november, at Iran er præget af manglende jordskælvssikring.
Det er til trods for, at Iran og Irak ligger på grænsen mellem to tektoniske plader, der jævnligt forårsager jordskælv.
Ifølge De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) er der tale om pladegrænsen mellem den eurasiske plade, som Europa og Afrika ligger på, og den arabiske plade.
Den arabiske plade bevæger sig nordpå med cirka 2,5 centimeter om året.
Pladen kan ikke glide ubesværet, og når den ind imellem tager et ryk fremad, forårsager det jordskælv.
/ritzau/Reuters