Flere steder i landet er kommunekasserne så tomme, at hele budgettet for snerydning allerede er brugt for i år.
Dermed har de to sidste dage sendt snerydderne i garage, skriver dr.dk.
Særlig slemt står det til i Silkeborg, hvor formand for vejudvalget beklager sin nød.
"En dag som i dag koster os omkring 400.000 kroner. Vi har allerede brugt det, vi havde planlagt at bruge her i 2010," siger Frank Borch-Olsen til dr.dk.
Men lige om hjørnet lurer endnu mere sne og kulde, så villaveje og vejene ude på landet er de første der ryger. De vil ikke blive ryddet helt frem til nytår.
"Vi beder selvfølgelig borgerne om at være lidt mere opmærksomme, end de plejer at være," siger Frank Borch-Olsen.
Jyderne har været særlig hårdt ramt af sneen, og i Skanderborg har de kun penge til ni dages snerydning.
I Tønder kommune krydser borgerne fingre for, at det kun sneer om dagen, fordi snerydderne ikke kører om natten. Klokken 16 og frem til næste morgen må borgerne klare sig selv.
Falck og dansk Autohjælp har i løbet af onsdagen trukket mere end 1500 biler fri af sneen.
Og det er med snerydning.
Kilde: dr.dk