I sit læserbrev 28. november stiller Rolf Bergemann mig spørgsmålet, om jeg vil forklare, hvorfor vi ønsker et system, ingen andre vil have?
Tjah, hvis demokrati var blevet søgt indført i Danmark i 1848 af prøjsiske tropper, der havde invaderet Danmark, styrtet kongen, opløst alle danske regeringsorganer, misregeret landet, kludret med genopbygningen efter krigen (fordi denne skulle udføres af prøjsiske ingeniører og firmaer), fyldt Danmark med egne soldater, allierede soldater og lejesoldater, der ikke stod under dansk lov, mens de konstant dræbte civile danskere for at beskytte sig selv, bygget en kæmpe ambassade i København og store permanente militærforlægninger rundt om i landet; alt imens lov og orden gik i opløsning, folk flygtede, økonomien brød sammen, politiske opportunister af enhver art fik lov at hærge og skingre nationalister i Danmark og Slesvig-Holsten startede menneskejagter på danskere og tyskere i grænselandet, ja så tror jeg ikke, demokrati i danskernes bevidsthed ville være blevet forbundet med andet end imperialisme, tysker hovmod, overgreb og forsøg på permanent at ville reducere Danmark til et prøjsisk lydland.
Hele ideen med at indføre demokrati i Irak ved hjælp af invasion og vold var dødfødt fra starten. Allerede i 1792 gjorde Robespierre opmærksom på, at ingen kan lide bevæbnede missionærer , da han stemte imod, at det revolutionære Frankrigs demokratisk valgte Nationalforsamling erklærede enevældsstaterne Prøjsen og Østrig krig for at sprede revolutionens budskab om frihed, lighed og broderskab.
At vi ønsker demokrati i Danmark, skyldes, at vi forbinder styreformen med national selvstændighed, borgerlige rettigheder og konstant materiel fremgang, ikke med besættelse, kaos, terror og fattigdom som i Irak.