»Og så en trist firedages prognose – dog med visse tegn på opklaring om 12 måneder: Roskilde Festival aflyser al musik i år, men vil alligevel kunne melde udsolgt til 37. omgang på Smatten i 2008. I de næste fire dage må campisterne i stedet nøjes med hinanden, mudderbadene og de mange udenomsaktiviteter på den lydløse plads.«
Jaja, ro på, fætter oplæser. Selvfølgelig optræder bandsene, solisterne, stjernerne og alle de ubekendte på Nordeuropas største, stærkeste og – lad Dem ikke narre – smukkeste festival i år. Men hvad nu, hvis man fulgte tankeeksperimentet til dørs om en musikfattig Roskilde Festival ... Hvad ville der ske? Hvor vigtigt er det efterhånden med musikken? Ville Roskilde Festival fungere uden? Ville gængerne give festivalen en ekstra chance og vende tilbage?
I teorien – sandsynligvis. Når de danske metalcroonere i Volbeat klokken 18 denne eftermiddag river Orange Scene midtover og dermed officielt åbner landets største kulturbegivenhed, handler det om så meget andet end musik. Roskilde Festival er først og fremmest et fællesskab på mere end 80.000 mennesker, der mødes for at feste. Et sted at koble af, et rum at være anderledes i.
Som talsmand og leder Esben Danielsen udtrykker det, så er festivalens vigtigste opgave ikke at smadre de opadkommende konkurrenter – eller kolleger , som de joviale arrangører på Midtsjælland med garanti ville betegne dem – fra Skandinavien. Et stærkt musikprogram er selvfølgelig en løftestang, men ikke længere noget, der udmærker Roskilde Festival frem for opkomlinge som Hultsfred i Sverige og Hove i Norge.
»Vi holder med næb og kløer fast i et rigtigt frirum. Vi lever alle sammen i et samfund, hvor der er så meget knald på, at frirummene er truede og svære at holde fast i. Vi passer meget på ikke at bestemme alt for publikum. Der skal være plads til selv at vælge og tage stilling,« mener Esben Danielsen.
Altid mod strømmen
Noget af det, der fortsat adskiller Roskilde Festival fra stort set alle andre, er viljen til at tirre og være kontroversiel. Roskilde Festival, der i øvrigt selv var kendetegnet ved en topstyret kommunikation under medstifter Leif Skovs ledelse, slås eksempelvis for ytringsfriheden. Det viste sig med kopien af Israels apartheid-mur i 2004, og da Roskilde snart efter støttede musikanmeldernes ret til at nominere den ophavsret-trodsende forening Piratgruppen. Årets genetablering af et ungdomshus a la Jagtvej 69 på festivalområdet vækker også en vis forargelse.
»Med hensyn til Ungdomshuset begræder vi de aktiviteter, der er gået tabt. Derfor viser vi på et offentligt tilgængeligt sted, hvad folk går glip af. Vi støtter på ingen måde volden, men vi dyrker provokationerne, og det er bare blevet en udfordring at holde fast i dem. Vi flyder nemt med strømmen, fordi vi selv er så store og etablerede. Men det er vores pligt og opgave at gå imod den, fordi vi er Danmarks største uafhængige kulturbegivenhed,« fastslår Esben Danielsen.
Lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet forsker i ungdomskulturer og har været fast inventar på Roskilde Festival siden 1990. Også han vurderer, at tusinder af festivalgængere ikke længere kommer for at opsnuse nye bands og genhøre gamle kendinge. Lektoren opdeler Roskilde-gængerne i fire grupper: Musiknørderne, de yngste på dannelsesrejse i koncert- og festspækkede nætter, vennerne på jagt efter de bedste teltpladser og selviscenesætterne, der kræver opmærksomhed og deres ret til at være anderledes.
»Flere og flere kommer efter noget andet end de musikalske oplevelser, og de fleste gæster ville nok komme igen til næste år, hvis Roskilde af usagte årsager skulle finde på at aflyse årets festival. Men så ville tålmodigheden også slippe op. Musikken er trods alt samlingspunktet,« fastholder Johannes Andersen.
Selvom provokationer og fællesskab vejer tungt, og spændende festivaler pibler frem i det nære udland, halter det fortsat gevaldigt med pendanter i Danmark. I stedet hersker der en copy-paste-tendens, hvor rækker af større provinsbyer i ægte Horsens-stil henter dinosaur-bands til diverse pløjemarker og fodboldstadioner mod en fyrstelig entré. På den måde fører Roskilde Festival fortsat overlegent an, mener talsmand Esben Danielsen, som i øvrigt savner konkurrencen fra konkursramte Midfyns Festival.
Om 1.000 år er øllet
»Vi skal fandeme være vågne for at holde teten i Skandinavien. Men koncerterne herhjemme styrker os. Vi får tusinder af mails fra folk, der har tillid til, at vi tager dem alvorligt. At vi ikke leverer dårligt udsyn og dårlige trafikforhold til megapriser, tilmed,« siger han.
Der findes rigtig nok et andet overskud på Roskilde Festival. Et overskud, der også udmønter sig i mærkelige projekter i eftertankens og morskabens twistede tjeneste. Noget, der undersøger og dokumenterer det dyrebare fællesskab. Tag nu bare i fjor, da tre arkæologi studerende fra Københavns Universitet i en uge gravede løs i campingområdets undergrund.
»Vi fandt brugte kondomer, masser af øldåser, meget mindre mademballage og en enkelt chillum (en slags hash-pibe, red.). For os var det interessant, at man ikke kan se musikken i festivalens muld. Så om 1.000 år, når nogen måske prøver at blive kloge på vores tid, kan man kun konstatere, at der blev drukket langt mere, end der blev spist,« fortæller Anne Bech fra gravegruppen.
Roskilde handler i sandhed om andet end musik.I Roskilde vejer provokationen tungere end musikken.