Straffen til en ung litauer for at smugle narko over landegrænsen svarer præcist til niveauet i drabssager.
Fængsel i 12 år lyder afgørelsen i en dom, som Retten i Sønderborg har afsagt, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi torsdag.
Manden kom kørende i en personbil, hvor det viste sig, at der var skjult amfetaminolie i et særligt hulrum.
Olien svarer til 32,6 kilo på gadeplan, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Det var Toldstyrelsens narkohunde, som udviste særlig interesse for bilen, som var udtaget til kontrol 14. november 2019 ved Frøslev. Derefter blev den gået nøje efter, og i den forbindelse blev hulrummet nær reservehjulet opdaget.
Under sagen nægtede den 22-årige sig skyldig, oplyser anklagerfuldmægtig Mads-Emil Wietz.
- Han forklarede, at han troede, at der var tale om cigaretter, siger Mads-Emil Wietz.
Litaueren kom i en personbil fra Holland og havde kurs mod Norge. I stedet er det altså blevet til et langvarigt ophold bag danske tremmer.
Den 22-årige har anket dommen til Vestre Landsret.
/ritzau/