Ledende personer fra bandemiljøet omkring Blågårds Plads i København står i dag frem og fortæller, hvordan den blodige kamp mellem dem og Hells Angels startede. Ingen har tidligere villet udtale sig til medierne.
I et interview med Politiken fortæller den 31-årige Abde Benarabe, der går under navnet 'Lille A', som er en af de magtfulde personer i bandemiljøet på Indre Nørrebro, at der var 'helvedes engle', der startede konflikten.
Banderne svarede bare igen, da Hells Angels i løbet af 2004 forsøgte at stjæle medlemmer fra Blågårdsgruppen.
"De tænkte måske, at hvis de kunne få de her unge soldater over på deres side, så havde de skabt en splittelse," siger Abde til avisen.
Hells Angels fiskeri begyndte ifølge Abde på et tidspunkt, hvor der var rimelig ro på forholdet mellem Blågårds Plads-gruppen og Hells Angels. Men 'englenes' affære blev i gruppen på Blågårds Plads oplevet som et forræderi.
"Det er selve grundlaget for, at vi stoppede kontakten med HA. Det var, fordi de forsøgte at rekruttere vores unge drenge. Siden har der været kold luft mellem os," siger Abde.
Ifølge det magtfulde mandemedlem var hvervningen den indirekte årsag til et knivoverfald i 2005 på et HA-medlem på et diskotek i det indre København. Overfaldet blev aldrig anmeldt til politiet.
Talsmanden for Hells Angels, Jørn Jønke Nielsen, afviser denne udlægning af bandekonfliktens begyndelse.
Han mener, at krigen startede, fordi banderne begyndte at chikanere danskere - herunder medlemmer af Hells Angels.
De nye oplysninger fra Abde Benarabe får politiets teori om, at krigen handler om hashmarkedet til at smuldre. Selv om politiet ikke vil udtale sig om Abdes udlægning, er de nye oplysninger noteret, lyder det.