Mindst 17 er dræbt ved et angreb på to kristne kirker i det nordøstlige Kenya, oplyser politiet.
Angrebet fandt sted i byen Garissa, der er en vigtig base for Kenyas hær. Herfra er foretaget angreb mod militante islamister i nabolandet Somalia, der er har tilknytning til terrornetværket al-Qaeda.
- Bøllerne havde skihuer på og smed deres granater mod den katolske kirke og AIC-kirken, siger den regionale politichef.
En læge oplyser, at der foreløbig er bragt 17 døde ind til det lokale lighus.
Mindst 45 er såret ved angrebet.
Ingen har foreløbig taget skylden for angrebet på de to kirker.
Flere bomber er blevet sprængt, efter Kenya i oktober sendte soldater ind over grænsen til Somalia for at nedkæmpe den islamistiske el Shabaab-milits.
Ved en bombesprængning i havnebyen Mombassa i sidste uge døde en mand, da en bombe eksplodere i en natklub. Det var umiddelbart efter, at den amerikanske ambassade havde advaret om et nært forestående angreb i byen.
Garissa ligger 100 kilometer fra Kenyas flygtningelejr Dadaab, hvor ukendte gerningsmænd fredag bortførte en norsk hjælpearbejder og tre af hans kolleger.
Her retter mistanken sig mod al Shaabab.
Søndagens angreb på de to kirker minder om lignende angreb, der er sket mod kirker i Nigeria. Det er en taktik, der er hyppigt anvendt af den militante islamistiske organisation Boko Haram.
Størstedelen af Kenyas befolkning er kristne, men byen Garissa er overvejende muslimsk.
/ritzau/Reuters