Duften af krydret lam på grillen hænger tungt uden for te-huset Shahr-e-Naw i Kabul. Stemningen er doven i middagsvarmen, men så dukker Jørgen H. Jørgensen og Massoud Wahab fra NATO-styrken i landet op. Med sig har de en tyk bunke aviser, og afghanerne strømmer til for at få et gratis eksemplar.
»Nogle gange må vores folk stå oven på bilerne, når de deler aviser ud. Ellers bliver de væltet omkuld,« fortæller oversergent Jørgen H. Jørgensen, der er analytiker i PSYOPS, kontoret for psykologiske operationer.
Mens de danske og internationale soldater ude i Afghanistans provinser kæmper for at skabe fred med maskinpistoler og luftstøtte, så er Jørgen H. Jørgensen og hans kolleger bevæbnet med medier for at påvirke befolkningen. Igennem radio, tv og avisen Sada-e Azadi forsøger de at vinde afghanernes hjerter og støtte.
»Det er ikke en decideret nyhedsavis. Det er vores budskaber, der kommer ud. Vi fortæller altid, at genopbygning er vejen frem, at soldaterne i Afghanistans nye hær er vellidte, og at vi er her for at hjælpe. Og så bringer vi historier om, hvad Taleban gør af forfærdelige ting,« fortæller Jørgen H. Jørgensen.
Lille Abdul Khaleeq
Gratisavisen Sada-e Azadi udkommer hver fjortende dag i 700.000 eksemplarer i hele landet, hvor den bliver uddelt på gader og stræder. Den dag, Nyhedsavisen er på besøg, kan man læse i avisen, at Afghanistans økonomi buldrer frem, og at regeringen yder mere service til befolkningen end nogensinde før.
Der er også en side, der oplyser om menneskerettigheder, og så kan man læse om Talebans seneste attentater.
»De seneste børneofre inkluderer lille Abdul Khaleeq, der ikke længere har en far til at lære ham, hvordan man bliver en mand. I den uskyldige alder af syv år blev hans liv ændret for evigt, da hans far, en modig politimand, blev dræbt,« står der i artiklen, der har overskriften »De er kun ude på at ødelægge«.
»70 procent af befolkningen er i tvivl, om de skal satse på regeringen eller Taleban. De 70 procent er interessante for os. Ikke at de skal indoktrineres til at tro, at det hele er guld og grønne skove, men de skal indse, at den eneste vej frem er at støtte regeringen,« siger Jørgen H. Jørgensen og understreger, at aviserne tydeligt bærer det grønne logo for ISAF, NATO-styrken i Afghanistan, på forsiden.
Propaganda eller fakta
Nagibullah på 20 er en af dem, der får et eksemplar af avisen i dag.
»Jeg synes, den er interessant. Jeg ved godt, det er en slags propaganda, men jeg kigger i den alligevel. Vi vil gerne vide mere om ISAF, men vi vil hellere have nogle huse at bo i,« siger han.
Jørgen H. Jørgensen afviser, at avisens artikler er propaganda.
»Propaganda er, når man lyver. Vi siger ikke noget, der ikke holder vand. For så er der ikke nogen, der gider høre på os længere. Vi må ikke tale usandt, vi må ikke engang love, at det bliver sol i morgen,« siger han, og peger op på den skyfri himmel.
Den tyske NATO-soldat Massoud Wahab, der selv flygtede til Tyskland fra Afghanistan for 26 år siden, er uenig.
»Det er propaganda, og det ved alle. Man fortæller sandheden, men ikke hele sandheden,« fastslår han.
Massoud Wahab er udsendt til Afghanistan for tredje gang på grund af sit kendskab til sproget og kulturen.
»Jeg skammer mig nogle gange over at være her som soldat. Men så tænker jeg på, at hvis jeg ikke er her, så er her en anden i mit sted. Jeg er afghaner og forstår folket. Jeg kan gøre en forskel,« siger han.
Støtten falder
Jørgen H. Jørgensen og hans kolleger bruger mange kræfter på at undersøge, hvad afghanerne taler om, og hvad de mener om NATO-styrkerne. På den måde kan de målrette medierne og opnå synlige resultater som eksempelvis færre attentater mod de internationale styrker.
»Det kan ret hurtigt mærkes, hvis der sker civile tab. Der er stadig flertal for ISAF, men vi skal passe på, for støtten er ikke stigende. Fortsætter tendensen, er vi under halvdelen om et år,« fortæller Jørgen H. Jørgensen.
Værre ser det ud for præsident Hamid Karzai og hans regering.
»Afghanerne bliver mere og mere utilfredse. Det skyldes ineffektivitet, manglende resultater og åbenlys korruption,« siger han.
Sikkert er det dog, at interessen for avisen er stor uden for te-huset i Kabul.
»Men vi ved ikke, om folk faktisk læser den, eller om de bruger den til at stille sko på,« erkender Jørgen H. Jørgensen og fortæller, at 70 procent af befolkningen slet ikke kan læse.
»Nogle gange ser jeg, hvordan en afghaner læser meget interesseret i vores avis. Men så opdager jeg, at han holder avisen på hovedet.«