Det er, hvad alle fodboldspillere og fans har drømt om længe: At få lov til at slå dommeren.
Det kan nu lade sig gøre, for Chelsea-fans at få afløb for deres frustrationer på dommeren Tom Henning Øvrebø, som ved flere tvivlsomme episoder undlod at fløjte for straffespark til London-holdet i sidste uges Champions League-semifinale mod FC Barcelona. En kamp, som Barcelona som bekendt vandt på reglen om flest scorede udebanemål.
På hjemmesiden Littlehooliganz.com kan du i rollen som Didier Drogba, der i badesandaler skældte den norske dommer højlydt ud i minutterne efter kampen, forsøge at slå dommeren så mange gange som muligt på 30 sekunder. Det skriver Tipsbladet.dk.
Tom Henning Øvrebø bliver måske også skyld i, at Norge får en dårlig placering ved det Internationale Melodi Grand Prix. En gruppe af Chelsea-fans har i hvert fald startet en internet-kampagne for at opfordre til ikke at stemme på det norske bidrag.