Den amerikanske cykelrytter Peter Stetina blev fredag påkørt af en bil i Herning under træningen forud Giro d'Italia, der begynder i byen lørdag.
Stetina var sammen med holdkammeraterne fra Garmin-holdet ude for at træne på enkeltstartsruten i Herning, hvor etapeløbet starter.
Rytteren kom ikke noget til, men Stetinas cykel blev hårdt medtaget. Baghjulet var helt ødelagt.
Holdets danske sportsdirektør, Johnny Weltz, fulgte rytterne i bil, da ulykken skete.
- Det ser ikke ud til, at Stetina er kommet noget til, men han er selvfølgelig dybt berørt af den dramatiske episode, fortæller Johnny Weltz til politiken.dk.
Flere steder var der biler, som kørte ind på ruten, hvor rytterne trænede, hvilket bestemt ikke var planen. Cykelholdene havde fået to timer stillet til rådighed til test fra klokken 10 til 12 fredag, og enkelte ryttere gav fuld gas på de små veje i det indre Herning.
- Vi troede, at ruten var spærret af, eller at vi ville få motorcykel-ledsagelse undervejs, så vi var fuldstændig uforberedte på, at dette kunne ske, siger Johnny Weltz.