Gangstere amok på bordeller i København: Smadrede ruder med brosten - nu er de kendt skyldige

Krimi
Seks forskellige massageklinikker blev udsat for afpresning af unge fra Loyal To Familia, siger Københavns Byret i en dom fredag. (Foto: Foto: Scanpix Danmark Stf/arkiv/Scanpix)

Der blev smadret ruder med brosten og sat ild på, da bandemedlemmer begik systematisk afpresning.

Fire unge mænd fra banden Loyal To Familia er fredag fundet skyldige i at have afpresset en stribe massageklinikker i København og på Frederiksberg.

I et tilfælde blev der sat ild på en adresse, og i et andet blev der kastet med brosten mod ruder for at understrege alvoren i kravet om beskyttelsespenge.

Straffen er af Københavns Byret fastsat til fængsel i tre år til tre af mændene, mens den sidste idømmes yderligere et halvt år som en såkaldt fællesstraf.

En af de fire, der er statsborger i Kosovo, får desuden en betinget udvisning. Hvis han i to år efter løsladelsen begår kriminalitet, ryger han ud.

- Det skal du vide, siger dommer Bodil Toftemann henvendt direkte til den 21-årige Besmir Vila.

Da han er født og opvokset i Danmark og ikke har tilknytning til hjemlandet, gøres udvisningen betinget, forklarer dommeren.

- Der er tale om et større antal tilfælde af ligeartede forhold, som blev udført som led i systematisk og organiseret kriminalitet, siger retsformanden.

I alt seks massageklinikker fik truende besøg af maskerede mænd i april og maj sidste år.

Alle fire har nægtet sig skyldige. De beder fredag om betænkningstid med hensyn til, om de vil anke dommen til landsretten.

Afgørelsen er blot den seneste i en række med hårde straffe til mænd med forbindelse til Loyal To Familia.

Forleden sagde en politiinspektør i Rigspolitiet til Berlingske, at "gruppens fundament eroderer under dem". Det skyldes blandt andet en stribe domme med mange års fængsel.

For eksempel fik LTF'eren Billal Nabil Hasan tidligere på måneden en straf på fængsel i 20 år for drabsforsøg på tilfældige cyklister på Nørrebro i København.

/ritzau/