Når Danmark bruger så mange penge på forskning og udvikling, som vi nu engang gør, så skal den nye viden også flyde ud i erhvervslivet og sætte gang i samfundshjulene og skabe en masse arbejdspladser.
Sådan lyder meldingen fra uddannelsesminister Morten Østergaard (R), som torsdag eftermiddag - flankeret af en stribe andre ministre - præsenterer "Danmarks nationale innovationsstrategi", som regeringens nyeste plan hedder.
- Regeringen har i går fået vedtaget en finanslov, som har et historisk højt niveau af forskningsinvesteringer. Det er det, som vi nu siger, at vi skal have vekslet til jobskabelse, siger Morten Østergaard til Ritzau.
- Det handler om omsætte viden til værdi - både samfundsmæssigt og kommercielt. Altså kort sagt at få skabt nogle nye job, hvor de gamle forsvandt, tilføjer han.
Alle de gode idéer, som undfanges rundt omkring i Danmark, skal lettere kunne omgøres til gode forretninger, lyder det.
- Danmark er et af de lande i OECD, der investerer allermest i forskning og udvikling. Alene til innovationsområdet og den strategiske forskning bruger vi hvert år 2,5 milliarder, siger uddannelsesministeren.
- Men vi kan se, at når det kommer til andelen af innovative virksomheder, så præsterer vi kun gennemsnitligt. Det her handler om, at vi bruger pengene mere offensivt og sørger for, at den viden rent faktisk kommer ud i virksomhederne, tilføjer han.
I den nye strategi vil man se knapt 30 konkrete initiativer, som skal bidrage til, at Danmark bliver et af OECD's mest innovative samfund, lyder hensigten.
Det betyder blandt andet, at man vil starte særlige partnerskaber med erhvervslivet, hjælpe nyuddannede akademikere i gang med iværksætterprojekter og give ekstra medvind til elitestuderende på uddannelserne.
/ritzau/