Bortførelsessagen, som Baby-Thors forældre er anklaget for, vil ikke nødvendigvis få konsekvenser for deres mulighed for at få samkvem med sønnen.
"Det er yderst sjældent, at der ikke fastsættes et samvær mellem et tvangsfjernet barn og dets forældre. Vi har aldrig haft en sag som denne før, men umiddelbart vil det være forældreevnen, der er afgørende for samværet og ikke bortførelsessagen i sig selv, når vi skal anbefale samvær mellem forældre og barn," siger Viggo Christensen, forvaltningschef i Tønder Kommune, til politiken.dk.
Det vestjyske forældrepar bortførte deres baby kort efter fødslen, da de stod til at miste ham i en tvangsfjernelse.
Lige nu sidder både Thors mor og far fængslet i Tjekkiet, hvor politiet fandt dem og Thor i sidste uge. Den lille dreng holder nu ferie hjemme i Danmark med sine nyudpegede plejeforældre.
Den endelig sigtelse mod forældrene foreligger ikke. Politiets jurister er i færd med at tage stilling til sagen, men selve sigtelsen afhænger af, om Thor har været i fare, og hans generelle helbredstilstand er god.
Både danske og tjekkiske læger har undersøgt den lille dreng og fandt ingen tegn på vanrøgt.