Folkeskolen får snart en ny reform. Parterne mødes fredag klokken 12, og både Venstre og SF ser et forlig i den nære horisont.
Den helt store knast i forhandlingerne: de omstridte og omdiskuterede aktivitetstimer er der fundet en løsning på, og forhandlingerne bevæger sig den rigtige vej.
- Vi sagde på et tidspunkt, at vi ikke kom videre i forhandlingerne, før vi havde en afklaring på aktivitetstimerne, og efterfølgende er vi gået videre, siger undervisningsordfører Kristian Jensen (V) til Ritzau.
SF's undervisningsordfører Pernille Vigsø Bagge bekræfter, at der fundet en løsning, men ønsker ikke at uddybe yderligere.
- Vi har fundet en salomonisk løsning, siger hun.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) har ifølge Berlingske tidligere i et notat foreslået, at "forslaget om aktivitetstimer trækkes tilbage". Men hun har understreget, at motion, bevægelse og tilbud om lektiehjælp fortsat skal være en del af skoledagen.
Mange mindre og mellemstore knaster er ryddet af vejen i forhandlingerne, siger Pernille Vigsø Bagge.
- Men folkeskolen er hjerteblod for os alle sammen, så der er stadigvæk lidt at snakke om, siger hun.
De borgerlige partier har præsenteret 10 punkter, som nu diskuteres.
Kravene er blandt andet, at skolebørn skal have karakterer fra 4. klasse, skolerne skal lettere kunne opdele klasser i hold med stærke og svage elever, og eleverne skal have en times idræt dagligt.
- Om vi er lige på kanten af et gennembrud, det, tror jeg nok, er at tage munden for fuld. Men vi arbejder os igennem hele bunken af debatpunkter og indtil nu er der ikke noget, som vi ikke har kunnet finde løsninger på, siger Kristian Jensen og fortsætter:
- I sidste ende handler det om, at man fra hver sin side har fået nok til at opveje de ting, som man har ikke får med hjem.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slog i sin afslutningstale fast, at eleverne skal have engelsk fra 1. klasse, og at regeringen fastholder sin vision om en mere levende og afvekslende skoledag.
- Emil og alle de andre børn skal have flere timer i dansk og matematik. Engelsk fra 1. klasse. Og en sammenhængende og afvekslende skoledag, hvor undervisning, nye indlæringsformer og trivsel går hånd i hånd.
/ritzau/