De unge, som i den seneste uge har brændt skoler ned og
hærget danske byer, bærer selv ansvaret.
Det fastslår statsminister Anders Fogh Rasmussen (V),
som tager kraftigt afstand fra den seneste uges ildspåsættelser og hærværk.
- Jeg fordømmer
kraftigt optøjerne og hærværket. Det er beklageligt, at det går udover så mange
mennesker, siger Anders Fogh Rasmussen til TV 2 Nyhederne i sin første kommentar
til urolighederne, hvor unge med indvandrerbaggrund har sat ild til skoler,
biler og containere i en lang række danske byer.
Statsministeren
mener, at al snak om de unge som ofre for et brutalt politi og et kynisk
samfund, der ikke vil vide af dem, må høre op.
- Sangen om at det
hele er samfundets skyld må høre op. Det er alene de unges eget ansvar og deres
forældres ansvar, siger Fogh.
Pas skolen og få en uddannelse
Han henviser til, at
flere unge med indvandrerbaggrund end nogensinde før er i gang med en uddannelse.
- Kommunerne gør
altså, hvad de kan. Det her handler om de unge selv og deres forældre, som må få
styr på, hvad deres børn foretager sig. De må bakke op og sørge for, at de unge
passer deres skole, får en uddannelse og senere et job, siger
Fogh.
Statsministeren
mener, at de unge er helt gal på den, hvis de tror, at de bliver taget mere
alvorligt, hvis de sætter brand i gaden.
Drop Muhammed-snak
- Hvis de tror, at
de får større opbakning til deres sag ved at brænde skoler og biler af, har de
misforstået det. Jeg tror, at det er stik modsat, og at mange vender ryggen til
dem. Vi lever i et samfund, hvor vi diskuterer tingene, hvis vi er uenige med
hinanden, fastslår Anders Fogh Rasmussen.
- Al snak om
Muhammed og profeten må høre op. De unge må forstå, at man i Danmark har ret til
at tænke, tale og tegne, hvad man vil.