Mistanken om matchfixing i bulgarsk fodbold er så stor, at det bulgarske fodboldforbund (BFU) har bedt landets indenrigsministerium om hjælp.
Syv kampe er under mistanke for matchfixing, blandt andet kampen i lørdags mellem Lokomotiv Sofia og CSKA Sofia.
- Ja, den er en af de syv kampe, der er på listen, siger BFU's vicepræsident, Atanas Furnadzhiev, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Lokomotiv Sofia undgik lige akkurat nedrykning ved at vinde 2-1 hjemme over lokalrivalen CSKA, som uanset resultatet af kampen ville slutte på tredjepladsen i ligaen.
- Vi informerede Indenrigsministeriet før kampen, så de kunne tage de nødvendige skridt og tjekke de relevante ting, siger han.
Der har været spekulationer om, at en del af kampene om at undgå nedrykning har været fixede.
- Der var ingen fairplay i mange kampe med nedrykningstruede klubber, og det er ærgerligt.
- Jeg håber, at denne undersøgelse vil skabe resultater, for der har været mange signaler i de seneste år, men de har ikke udmøntet sig i de ventede resultater, siger Atanas Furnadzhiev.
/ritzau/