Blog

Af Karen Stæhr og Dennis Kristensen
Se alle blogindlæg

Om Karen Stæhr og Dennis Kristensen

Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.

Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.

DET ER UHYGGELIGT at overvære, hvordan skeletterne vælter ud af skabene efterhånden som skabslågerne åbnes. Det handler om den finansielle sektor og især om bankerne. Og det handler om manglende moral, skatteunddragelse, konkurrencestaten og velfærden.

Da den finansielle krise ramte Danmark i slutningen af 2008, betød det økonomisk krise, nedlagte eller udflyttede jobs og voldsomme besparelser i den offentlige velfærd og service.

I de foregående år stod dagsordenen på afregulering af den finansielle sektor. Nu kom den med krisen til at stå på hjælpepakker til banker og udpegning af finansielle institutioner, hvis eksistens de danske politikere vurderer som afgørende for det danske samfund og samfundsøkonomien.

DE FINANSIELLE institutioner, vi som samfund finder vigtigt at holde i live og føre skærpet tilsyn med, er i dag Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord.

Disse finansielle institutioner er så store, at vi som samfund ikke vil lade dem gå ned med flaget.

Denne omsorg for disse private virksomheder, som vi som samfund udviser, står i skærende kontrast til nogle af virksomhedernes opførelse.

Det har de seneste års afsløringer desværre dokumenteret med ubehagelig tydelighed.

EN STRIBE LÆK af dokumenter fra den finansielle sektor og dens forretningsforbindelser har afsløret en total mangel på moral og mangel på ansvarlighed overfor det det danske samfund.

Listen over læk af dokumenter, der er blevet kulegravet af et netværk af dygtige journalister verden over, er efterhånden lang: Offshore Leaks (2013), Lux Leaks (2014), Swiss Leaks (2015), Panama Papers (2016) og Paradise Papers (2017).

Og der er ikke noget, der taler for, at vi har set det sidste læk af dokumenter, der afslører medvirken til skatteunddragelse, brug af skattely-lande, medvirken til hvidvaskning af sorte penge og sågar medvirken til våbensmugling fra Nordkorea.

 Der er tale om både lovlig og ulovlig skattespekulation.

Men når det handler om skat til velfærd, så er moral en bedre målestok end lovparagraffer.

PÅ VERDENSPLAN HANDLER det om diktatorer, regeringsledere, virksomhedsledere og superrige - og måske også kriminelle og terrorister -, som har fået hjælp til at gemme milliarder af kroner af vejen for deres hjemlandes skatteopkrævning eller hjælp til at skabe selskabskonstruktioner over hele verden, som er udenfor kontrol af hjemlandets myndigheder.

Og danske velhavere har haft samme adgang til at snyde i skat og gemme penge af vejen ved hjælp af danske banker. Og tilmed banker, som vi som samfund holder hånden under og over på grund af deres vigtige placering i den danske samfundsøkonomi.

FORMUERNE GEMMES ofte af vejen ved hjælp af eksotiske skattely på den anden side af kloden, men også indenfor EU er der brådne kar som Luxembourg, Holland og Irland.

Det er i sig selv absurd, et EU har skattespekulation og skatteunddragelse højt på dagsordenen, og samtidig har medlemslande, der scorer kassen på at medvirke til at trylle formuer væk fra skattevæsenet.

Det skønnes, at Danmark hvert år mister fem milliarder kroner i skatteindtægter som følge af anvendelsen af skattely.

Fem milliarder gode danske kroner, der kunne være brugt på velfærdsydelser til børn, elever, syge, ældre, handicappede og udsatte.

SKAL VI FÅ ORDENTLIGT FAT i nakken på skatteunddragerne, så kræver det både dansk lovgivning, et finanstilsyn med muskler, et dansk skattevæsen, der har de nødvendige ressourcer og en fælles indsats i EU og gennem EU på internationalt plan.

Det er den ene side af dele af den finansielle sektor åbenlyse mangel på moral. Den anden side er mindst lige så alvorlig.

Det handler om Tesla-generationens smag for hurtige penge og et liv i overhalingsbanen. Og de muligheder stiller den finansielle sektor til rådighed. For både ansatte og velhavere med ondt i skatten.

Det er med til at øge den stigende ulighed i det danske samfund, hvor de bedst stillede i hastigt tempo bevæger sig længere og længere væk fra almindelige danskere.

STIGENDE ULIGHED rykker ved tiltroen til det danske velfærdssamfund, som den model, der bedst giver lige muligheder og lige adgang til alle.

Og når den finansielle sektor så igen og igen bliver taget med fingrene i kagedåsen, så rokker det for alvor ved troen på retfærdighed og lighed, som er krumtappen i den danske samfundsmodel. Og opbakningen til den skatteyderbetalte velfærd risikerer at gå fløjten.

MORAL OG ANSTÆNDIGHED er tydeligvis ikke et fag på CBS for de finansielle gulddrenge og -piger.

Deres ageren på den anden side af moral og anstændighed er konkurrencestaten i dens værste udartning.

Dele af finanssektorens manglende moral er en trussel mod velfærden. Hverken mere eller mindre.

Den trussel skal vi ikke acceptere som samfund. Som fællesskab.

Lad os nu få gjort noget effektivt for at beskytte skatteindtægterne. Christiansborg, stil jer nu i spidsen for kampen mod skattespekulation og skatteunddragelse. For velfærdens skyld.

Det er på høje tid.