Færre penge til mad, husleje og andre månedlige udgifter i 2011.
Det kan blive resultatet for landets sygeplejersker, sosu-assistenter og andre offentligt ansatte, hvis regeringen vælger at spænde ben for arbejdsmarkedets parter.
De offentligt ansatte har fået for høje lønstigninger i forholdt til privatansatte de senere år og kan se frem til at få deres løn reguleret ned før overenskomstforhandlingerne i 2011.
For de kommunalt ansatte drejer det sig om 1,4 procent. Et tilsvarende tal ventes for de statsansatte.
Hvis overenskomsten bliver to- eller treårig kan lønnedgangen fordeles over flere år, og der vil stadig være plads til små årlige lønstigninger.
Men hvis regeringen vælger allerede ved de kommende kommune-forhandlinger i juni at budgettere med lavere lønomkostninger for 2011, så skal pengene findes allerede til næste år.
Og det vil betyde lønpause, frygter formand for FOA, Dennis Kristensen.
"Vi kan ikke løbe fra regningen, men hvis regeringen aftaler med kommuner og regioner, at de får 1,4 procent mindre på lønkontoen til næste år, så er der ingen anden løsning for os end, at så skal de ansatte trækkes i løn første år," siger han til Newspaq.
Dermed vil de offentligt ansatte opleve et fald i købekraften, da priserne fortsat stiger.
Det hele bunder i den såkaldte reguleringsordning, som i flere år har sikret, at den offentlige sektor mindst fik en lønfremgang på 80 procent af, hvad de privatansatte fik.
Ordningen skulle sikre, at den offentlige sektor ikke blev ét stort lavtlønsområde, men nu virker reguleringsordningen altså modsat.
Dennis Kristensen ser gerne, at ordningen forsvinder, selvom den historisk har været en gevinst for de offentligt ansatte.
"Jeg er ikke begejstret for reguleringsordningen, fordi den deponerer en del af forhandlingerne over på det private arbejdsmarked. Jeg kan bedre lide at sige til FOA's medlemmer: Her er et resultat, her er alle fuglene i hånden. Alle lønstigninger er aftalt. Der er ikke nogen fugle på taget, som afventer, hvad de private får hentet hjem af lønstigninger," siger han.
Forhandlingerne om ny overenskomst for over en million offentligt ansatte begynder til efteråret.