Stemmeprocenten ved folketingsvalget ligger en knivspids foran seneste valg.
Det viser Ritzaus rundspørge til kommuner og valgsteder rundt omkring i landet.
Klokken 19 havde 81,4 procent af vælgerne stemt ifølge en række stikprøver, der i alt dækker 407.000 stemmeberettigede vælgere. Opgørelsen er inklusive brevstemmer afgivet før valgdagen.
Tallet ligger dermed kun en anelse højere end ved folketingsvalget i 2015, hvor 80,0 procent havde sat deres kryds ved samme tidspunkt.
Tidligere på onsdagen var forskellen mellem 2019 og 2015 meget større, da mange vælgere har taget turen ned i stemmeboksen tidligere på dagen i år.
Dels fordi valgstederne åbnede klokken 8 - en time tidligere end sidst. Og dels fordi valget i år falder på grundlovsdag, hvor mange har fri, i stedet for en almindelig arbejdsdag.
Den lavere kadence senere på dagen får valgforsker Kasper Møller Hansen til at frygte, at valgdeltagelsen falder i forhold til 2015, hvor der var 85,9 procent, der stemte.
- Det niveau kan stadig nås, men der har været færre, der har stemt i løbet af den tidlige aften, hvor det normalt plejer at stige, siger Kasper Møller Hansen, der er professor på Københavns Universitet.
Han tror, det vil sende et dårligt signal, hvis stemmeprocenten falder i forhold til 2015.
- Så er det to valg i træk, og det er ikke så godt. Så vi skal gerne op over de 85, så vi undgår et fald. Og den positive nyhed er, at det kan nås endnu, siger Kasper Møller Hansen.
I alt er der omkring 4,2 millioner stemmeberettigede vælgere til folketingsvalget 2019.
De har indtil klokken 20 til at komme hen til deres valgsted. Stemmeboksene lukker derefter, når der ikke er flere i kø, der ønsker at stemme.
/ritzau/