Det er dybt problematisk, at Rigspolitiet gemmer oplysninger fra overvågningen af bilisters nummerplader i en måned.
Det mener Torben Lund Kudsk, afdelingschef ved Forenede Danske Motorejere, FDM.
- I de her tider, hvor der næsten ikke er grænser for, hvordan man kan få uretmæssig adgang til data - tag bare det amerikanske valg - mener vi, at det er problematisk, når de danske myndigheder gemmer data på så mange mennesker, uden der egentligt er en grund til det, siger han.
- Vi har tilmed set en situation, hvor politiets kørekortregister blev hacket.
Kørekortregisteret med cpr-numre og oplysninger om efterlyste personer i Schengen-registrene blev hacket i sommeren 2012.
Ifølge lovgivningen bør oplysningerne fra nummerpladeskannerne kun kunne gemmes i 24 timer, hvis bilen ikke for eksempel mangler forsikring, syn, er efterlyst internationalt eller stjålet.
I praksis gemmes oplysningerne i 30 dage, bekræfter Rigspolitiet over for Information.
Det gælder også, selv om bilisterne ikke er mistænkt for nogen lovovertrædelser.
Datatilsynet slog i 2015 fast, at en opbevaring af oplysningerne i 30 dage "kun under visse omstændigheder vil kunne ske inden for rammerne af persondataloven".
- Loven bliver overudnyttet, fordi Rigspolitiet gør de særlige situationer til standard situationer, siger Torben Lund Kudsk.
/ritzau/