Efter et usædvanligt langt topmøde har EU-landenes stats- og regeringschefer tidligt tirsdag morgen indgået en aftale om et budget og en genopretningsfond.
Syvårsbudgettet for 2021-27 er på 1074,3 milliarder euro. Genopretningsfonden efter coronakrisen er på 750 milliarder euro.
* 30 procent af alle midler øremærkes klima og understøttelse af et klimamål for 2050.
* Genopretningsfonden finansieres ved, at EU-Kommissionen optager lån på kapitalmarkederne, som betales tilbage fra 2027 til 2058.
* Ud af den samlede genopretningspulje på 750 milliarder euro, er 390 milliarder euro tilskud til især de værst ramte lande og sektorer, mens 360 milliarder euro er lån.
* Hovedparten af midlerne (672,5 milliarder) fra genopretningsfonden skal bruges i perioden 2021-23 - 70 procent de første to år og 30 procent i det følgende.
* Resten af genopretningspuljen gives som tilskud under forskellige programmer som forskning, regional udviklingsstøtte og hjælp til overgangen til en CO2-fri fremtid. Dermed sikres demokratisk kontrol med midlerne.
* 378 milliarder euro afsættes under den overordnede ramme med struktur- og samhørighedsmidler.
* Der fastsættes en mekanisme, der skal sikre, at udbetaling af EU-midlerne betinges af overholdelse af retsstatsprincipper.
* Til en hovedpulje med blandt andet landbrugsstøtte afsættes 356 milliarder euro.
* Migration og grænsekontrol: 22,7 milliarder euro.
* EU-administration: 73,1 milliard euro.
* Naboskab, bæredygtighed og udvikling: 98,4 milliarder euro.
Størrelsen af forskellige underprogrammer i EU-budgettet:
* Forskningsprogrammet Horizon Europe: 75,9 milliarder euro.
* Investeringsprogrammet InvestEU: 1,3 milliarder euro.
* Infrastrukturprogrammet Connecting Europe Facility: 28,4 milliarder euro.
* Det digitale program Digital Europe: 6,7 milliarder euro.
EU-Parlamentet skal godkende budgettet, og nationale parlamenter skal godkende, at EU's indtægtsloft hæves midlertidigt.
Kilde: EU-Rådet.
/ritzau/