Realkreditkæmpen Nykredit har onsdag præsenteret sit regnskab for 2018, hvor banken præsenterede sit næstbedste regnskab - kun overgået af 2017.
Du kan læse mere om en af de største spillere på den danske marked for boliglån her:
* Grundstenen til Nykredit blev lagt i 1851. Her startede etableringen af en lang række kreditforeninger i Danmark.
* 16 af dem fusionerede i 1972 til henholdsvis Forenede Kreditforeninger og Jyllands Kreditforening.
* Siden 1985 har virksomheden været kendt under navnet Nykredit, da Forenede Kreditforeninger og Jyllands Kreditforening fusionerede.
* I 2003 opkøbte Nykredit konkurrenten Totalkredit og blev dermed Danmarks største udbyder af boliglån.
* Nykredit oplyser selv, at selskabet i dag har en markedsandel på lidt over 41 procent.
* I 2008 købte Nykredit Forstædernes Bank for at styrke bankforretningen. Det var blandt andet medvirkende til, at Nykredit Bank gav voldsomme underskud i en længere periode.
* I februar 2016 meddelte Nykredit, at selskabet ville gå på børsen inden for to år. Det skulle gøre det lettere at rejse kapital.
* Samtidig meddelte Nykredit sine kunder i Totalkredit, at udsigten til højere kapitalkrav gjorde det nødvendigt at hæve priserne på boliglån - de såkaldte bidragssatser.
* Senere fulgte de andre store realkreditselskaber trop med højere priser.
* Det blev startskuddet til massiv kritik fra kunder, politikere og senere konkurrencemyndighederne.
* En rapport fra Konkurrencerådet slog i august 2017 fast, at realkreditselskaberne siden 2009 har hævet priserne markant.
* Stigningen i bidragssatserne og gebyrer kan ifølge rådet ikke tilskrives stigende driftsomkostninger, udviklingen i dårlige lån eller strammere kapitalkrav.
* I november 2017 lagde Nykredit dog sine børsplaner i skuffen, da fem danske pensionskasser købte en portion af aktierne i Nykredit.
* ud over at udbyde boliglån gør Nykredit sig også i bankforretning, forsikring, leasing, pension, investering og ejendomsmæglervirksomhed.
* Nykredit har hovedsæde i København og har omkring 3500 fuldtidsansatte.
* Koncernchef er Michael Rasmussen.
Kilder: Nykredit, Ritzau.
/ritzau/