FAKTA: Inflation er når priserne pustes op

Priserne er generelt steget 1,1 procent i juni i forhold til samme måned sidste år, ivser Forbrugerindekset fra Danmarks Statistik. Det mærker forbrugerne blandt andet på priserne på benzin og diesel. (Foto: Foto: Darren Staples/Scanpix)

Inflation betyder egentlig at puste op og er en betegnelse for generelle prisstigninger over en periode.

Prisen på benzin og diesel er steget markant det seneste år. Men den samlede inflation er fortsat lav. Forbrugerprisindekset fra Danmarks Statistik viser, at priserne generelt steg 1,1 procent i juni i forhold til samme måned sidste år.

Ordet inflation stammer fra det latinske ord for "oppuste" - og det svarer meget godt til, at priserne bliver pustet op.

Læs mere om inflation her:

* Inflation er en proces med vedvarende stigninger i priserne og resulterer i en faldende købekraft hos forbrugerne.

* Som oftest benyttes betegnelsen inflation om stigninger i det generelle prisniveau målt ved et indeks over forbrugerpriser.

* Højeste inflation nogensinde målt i Danmark var 24,4 procent i 1940.

* Deflation er det modsatte af inflation og dækker over år, hvor priserne generelt er faldet.

* Når inflationen løber løbsk, kaldes det hyperinflation, og så kan priserne stige flere hundrede procent.

* Zimbabwe havde i 2008 en inflation på 2,2 millioner procent. En inflation så kraftig, at priserne reelt steg, fra forbrugerne forlod deres hus, til de nåede butikken.

Kilde: Gyldendals Store Danske og Danmarks Statistik.

/ritzau/