Hiv-virus kan nedbryde immunforsvar og ødelægge kroppen, hvis det ikke behandles.
Få et indblik i, hvad hiv er:
* Hiv er et virus, der angriber og nedbryder immunforsvaret hos den, der bliver smittet.
* Det kan sprede sig ved ubeskyttet sex, gennem blod eller fra mor til barn under graviditet, fødsel eller amning.
* Virusset spreder sig ved at placere sig i kroppens såkaldte CD4-celler, der er en vigtig del af kroppens immunforsvar.
* CD4-cellerne alarmerer andre dele af immunforsvaret, hvis kroppen rammes af eksempelvis virus. Når der bliver lavet nye celler til immunforsvaret, spredes virus. Cellerne bliver optaget af at producere virus, så der bliver færre celler til at alarmere immunforsvaret.
* Immunforsvaret nedbrydes langsomt, så kroppen bliver mindre modstandsdygtig over for andre sygdomme.
* Fire til otte uger efter smittetidspunktet kan antistoffer mod hiv måles i blodet. Har man antistoffer mod hiv, er man hiv-positiv.
* Der er forskelligt, hvor lang tid der går, fra man smittes, til sygdommen kræver behandling. For nogle varer det få år, mens andre kan leve med sygdommen i 20 år uden at få behov for medicin.
* Hiv er en forkortelse for "Human Immundefekt Virus". "Human" betyder, at det angriber mennesker, "immundefekt" fortæller, at immunforsvaret ødelægges, mens "virus" fortæller, at der er tale om virus og ikke eksempelvis en bakterie.
* Hvis man ikke får behandlet sin hiv-sygdom, vil det typisk inden for otte år have udviklet sig til aids.
Kilder: Aids-Fondet, netdoktor.dk
/ritzau/