Dagens program ved VM i fodbold fredag 15. juni:
14.00: Egypten-Uruguay (gruppe A), Jekaterinburg, TV2.
Uruguay er storfavorit til at gå videre fra den på papiret svage gruppe A, og Egyptens mulighed for at skabe en overraskelse mod Uruguay synes at være afhængig af, om Mohamed Salah bliver klar til kampen, efter at han udgik med en skulderskade i Champions League-finalen. At dømme ud fra de seneste meldinger er Salah blevet klar til kampen.
17.00: Marokko-Iran, (gruppe B), Sankt Petersborg, TV2.
Trods flotte kvalifikationer af begge nationer spås ingen af dem ret gode muligheder for at nå videre fra gruppen, der også tæller Spanien og Portugal. Med andre ord vil en sejr i fredagens kamp formentlig være en nødvendighed for at holde drømmen om avancement i live inden mødet med gruppens to favoritter.
20.00: Portugal-Spanien (gruppe B), Sotji, TV2.
Begge kvalificerede sig på imponerende vis med ni sejre i ti kampe i deres respektive kvalifikationsgrupper. Som altid står og falder meget med Cristiano Ronaldo hos portugiserne, mens Spanien har en del flere superstjerner. Til gengæld er Spaniens optakt blevet præget af uro med en trænerfyring to dage før denne kamp, efter at Julen Lopetegui blev fyret som konsekvens af, at han havde sagt ja til jobbet som ny Real Madrid-træner.
/ritzau/